OBS! Denne artikel indeholder spoilere for DR-dokumentaren 'Du fucker med de forkerte'. Hvis du vil se programmet, inden du læser, så hop ind på DRTV her.
- Søger du stadig arbejde?
Sådan lød en umiddelbart harmløs besked, som 20-årige Joy Nielsen modtog på Messenger i marts sidste år fra en kvinde ved navn 'Anne Hansen'.
Joy undrede sig over beskeden, da hun var nybagt mor og lige gået på barsel. Så hun svarede tilbage, at den var sendt til den forkerte, og at hun ikke var jobsøgende.
Men så skrev Anne Hansen tilbage, at hun var fotograf og søgte piger til modeljobs og events, og at hun var faldet over Joys profil. Kunne hun mon have lyst til at få taget fotos?
Og det kunne Joy egentlig godt. Hun havde tidligere fået taget billeder af fotografer, og det havde altid været en god oplevelse.
- Det lød fedt. På det tidspunkt havde jeg lige født min søn, og jeg havde fået lidt ekstra kilo på siderne. Efter jeg var blevet mor, havde jeg det lidt svært ved strækmærker og buler her og der. Så jeg tænkte, det kunne være en god mulighed at lære at elske min krop ved at få taget nogle smukke billeder og samtidig tjene lidt penge under barslen, siger Joy.
Så hun svarede ja.
Anne Hansen spurgte så, om Joy havde nogen former for allergier, fordi hun ville vide, om de kunne tage billeder ved halmballer i naturen. Hun fortalte også, at der selvfølgelig ville være kontrakt på det hele, og Joy syntes, det virkede troværdigt, og at personen var både venlig og betænksom.
Nu spurgte Anne Hansen, om Joy havde nogle billeder af sig selv, hun lige kunne sende, og Joy fandt nogle tilfældige på mobilen, som hun sendte til fotografen på Messenger. Der var billeder af hendes ansigt, og hvor hun var sammen med sin søn. Der var også et billede, hvor hun ammede sin baby, hvilket hun ikke tænkte over, lige da hun trykkede "send".
Der var ingen alarmklokker, der ringede?
- Nej, det kunne da godt være, at jeg var blevet spottet. Hun talte om kontrakter, og det virkede meget seriøst, husker Joy.
Men troværdigheden brast, da Anne Hansen så gik skridtet videre og spurgte, om Joy ville sende billeder af sig selv uden tøj på.
Joy har med egne ord "trust issues"(problemer med at stole på andre, red.) og har aldrig sendt nøgenbilleder af sig selv til nogen - heller ikke til sin kæreste - og var derfor slet ikke med på det forslag.
Pludselig fik hun tanken, at det virkeligheden kunne være en "gammel, slesk mand", der gemte sig bag den venlige, kvindelige fotograf-profil. Så hun skrev derfor tilbage, at hun ville bede om at se noget billed-id, før hun ville sende flere fotos. Og her stoppede den venlige tone så.
5 gode råd: Sådan spotter du en falsk profil
- •
Har profilen venner? Hvis profilen næsten ingen venner har, eller hvis profilen har rigtig mange venner, men ingen likes og kommentarer, så kan det være et tegn på, at vennerne er købte bots, og at profilen er falsk.
- •
Virker profilens venner ægte? Virker det, som om profilens venner kender hinanden på kryds og tværs? De er måske forankret i en by, på en skole eller via arbejdet. Hvis ikke, kan det være et tegn på, at profilen er falsk.
- •
Forestiller profilbilledet den samme person? Hvis profilbillederne forestiller forskellige personer, kan det være et tegn på, at profilen er falsk. Det samme gælder, hvis du for eksempel kan finde de samme billeder andre steder på nettet.
- •
Er profilen meget ny? Nogle scammere opretter nye profiler, hver gang de går i gang med et nyt scam. Vær derfor opmærksom, hvis du bliver kontaktet af en profil, som netop er oprettet.
- •
Virker personen meget ivrig for at føre samtalen over på en anden platform? Hvis person virker meget ivrig efter at få dit telefonnummer for at rykke samtalen over på sms eller i øvrigt er interesseret i private oplysninger, skal du være særligt opmærksom.
- •
Kilde: Landsdækkende Center for it-relateret Økonomisk Kriminalitet (LCIK)
Anne Hansen blev vred og skrev, at de bare skulle droppe det, og at det kunne være fuldstændig ligegyldigt. For Joy bekræftede det, at Anne Hansen med stor sandsynlighed ikke var den, hun udgav sig for, og at de billeder, den nybagte mor lige havde sendt af sig selv, var havnet hos en totalt fremmed.
Her kunne denne fortælling være endt. Joy kunne have blokeret Anne Hansen og koncentreret sig om det søde barselsliv. Det havde klart været det nemmeste.
Men der var noget i Joy, der ikke kunne lade det ligge. Noget, der fik hende til at undersøge sagen nærmere. For det hele virkede for Joy alt for planlagt og gennemtænkt - faktisk rutineret. Så hun besluttede sig for at tjekke Anne Hansens Facebook-profil ud fra ende til anden.
Udnyttede kvinder i årevis
Umiddelbart virkede den egentlig meget troværdig. Fotograf Anne Hansen var en yngre kvinde med lyst hår, briller og et tillidsvækkende udseende. Hun havde postet professionelle billeder af andre unge kvinder, som hun skrev, at hun havde fotograferet. Der var også en del opslag og private billeder af Anne Hansen selv, som gik helt tilbage til 2015. Intet indikerede umiddelbart, at hun ikke var en ægte person.
Men Joy gik videre. Hun lagde mærke til, at Anne Hansen havde fået en masse likes på sine opslag, og derfor besluttede hun sig for at sende en besked til alle dem, der havde liket profilen.
"Hej, er blevet kontaktet af Anne Hansen og vil bare høre, om du kender hende?", skrev hun til hver enkelt profil.
Og to sekunder efter væltede det ind med beskeder fra yngre og ældre piger og kvinder, som advarede mod Anne Hansen.
En enkelt pige ved navn Sofie skrev godt nok, at Anne Hansen var ægte og en super god fotograf, men resten fortalte, hvordan Anne Hansen havde lokket dem til at sende en masse billeder af sig selv i forskellige situationer, fordi de var blevet lovet modeljob og penge - men ingen af dem havde modtaget noget, før de blev blokeret af Anne Hansen.
Flere af pigerne havde også sendt nøgenbilleder, fordi Anne Hansen havde oplyst dem om, at sådanne billeder ville give mere i løn.
Få timer efter, at Joy selv havde modtaget beskeden fra Anne Hansen, stod det nu lysende klart for hende, at dette var langt mere omfattende, end hun havde frygtet. Så for at skabe sig et overblik, oprettede hun Facebook-gruppen: "For alle os, der har været i fingrene på Anne Hansen", og hurtigt var de første 30 kvinder meldt ind i gruppen.
Ingen af pigerne og kvinderne kendte hinanden, men i gruppen fortalte flere af dem for første gang om det, de var blevet udsat for af Anne Hansen. Fælles for de flestes historier var, at de havde været i en svær periode i livet, da Anne Hansen skrev til dem, og at de derfor havde higet efter bekræftelse og det selvtillidsboost, fotografen gav dem.
Nogle af pigerne havde sendt videoer og billeder hver dag i over et år til Anne Hansen, og flere havde sendt billeder uden tøj på. Ingen anede nu, hvor de billeder var havnet.
En af kvinderne fortalte, at hun var blevet truet af Anne Hansen; hvis hun ikke skaffede en ny pige, der kunne sende fotos, ville de private billeder, hun havde sendt, blive offentliggjort.
Fælles var også, at dem, der havde prøvet at melde den falske profil, var, at de følte, at de havde løbet panden mod en mur hos både politi og Facebook siden 2015. Nogle fortalte endda, hvordan politiet havde grinet af dem, da de havde forsøgt at anmelde det.
- Jeg blev så frustreret, da jeg hørte, de andre pigers historier - hvordan det havde stået på i så mange år, siger Joy.
- Det kunne simpelthen ikke være rigtigt, at Anne Hansen kunne blive ved på den måde, uden at nogen forsøgte at stoppe det. Jeg lovede at gå ind i det her 100 procent, og pigerne var glade for, at jeg virkelig ville og havde overskud.
På dette tidspunkt gik Joy i gang med at kontakte tv-folk, da det på en eller anden måde ville give en tryghed at vide, at de havde andre bag sig. Hun blev også selv kontaktet af et tv-hold, som gerne ville filme deres jagt på personen bag Anne Hansen.
Joy spurgte ud i sin nye Facebook-gruppe, om nogle af dem ville være med. Ni kvinder meldte sig til at fortælle deres historie til det, der nu er blevet til DR3-dokumentarserien 'Du fucker med de forkerte', hvor du kan komme helt tæt på jagten på Anne Hansen.
Girl power
De ni kvinder kendte ikke hinanden, men viste sig hurtigt at blive hinandens bedste støtte. De fandt et safe space, hvor de kunne dele deres oplevelser.
Stort set alle havde følelser som skam, skyld og magtesløshed. Men fordi de nu havde mødt hinanden, blev de følelser udskiftet med uretfærdighed og girl power: Sammen ville de sætte en stopper for Anne Hansen, før der blev flere ofre.
Det lykkedes også at få kontakt til den uskyldige kvinde, hvis billeder blev misbrugt til Anne Hansens profil. Kvinden fortalte, hvordan hun - og alle hendes venner - havde prøvet at rette henvendelse til Facebook, men forgæves. Den falske profil var stadig ikke lukket ned på sjette år.
Ud af dem alle var det Joy, som havde haft mindst at gøre med Anne Hansen, og da hun også var på barsel, var det hende, der havde mest overskud til for alvor at gå aktivt ind i kampen. Hun besluttede sig derfor for at gøre alt, hvad der stod i hendes magt, for at vinde Anne Hansens tillid i håb om at komme tættere på, hvem der gemte sig bag profilen.
- Fra da af begyndte jeg at please Anne Hansen. Jeg undskyldte for min skepsis og skrev, at jeg selvfølgelig troede på, at hun var ægte.
Det næste halve år lykkedes det Joy at komme helt tæt på Anne Hansen. Fra marts til september sidste år skrev hun med den falske profil hver eneste dag i minimum fem timer om dagen.
De skrev om hverdagsting som "Hvad laver du, har du haft en god dag, hvordan er vejret hos dig, hvordan har din hund det?". Men Joy fik også glimt af personens baggrund og opvækst, der ikke havde været en dans på roser.
De blev på en underlig måde venner, og den daglige kontakt gjorde, at Joy kunne spørge ind til Anne Hansens telefonabonnement og andre personlige ting, som kunne hjælpe med at lokalisere personen bag profilen.
Sideløbende skrev Joy også med Anne Hansens "veninde", Sofie Sørensen, der som den eneste havde taget Anne Hansen i forsvar tidligere.
Joy var sikker på, at Anne og Sofie var én og samme person, og det brugte Joy til sin fordel. For når Anne Hansen for 20. gang blev sur og blokerede Joy, hvis hun for eksempel ikke svarede hurtigt nok tilbage, skrev Joy til Sofie, at hun var ked af, at de var uvenner - og så åbnede Anne Hansen for samtalen igen.
Hvad sagde din kæreste til, at du brugte så meget tid på det under barslen?
- Nogle gange spurgte han, om jeg ikke ville være sød at lægge det fra mig og være lidt til stede. For når vi havde kærestetid, og vores baby sov, havde jeg travlt med at sidde og skrive med Anne Hansen. Jeg gik ind i det med liv og sjæl, men heldigvis forstod min kæreste, hvorfor det her var noget, jeg var nødt til.
Alle de utallige timers skriveri var en del af en større plan. For mens Joy holdt kontakten varm til Anne Hansen, fik hun hjælp af cybersikkerhedsekspert Keld Norman, der beskriver sig selv som "certificeret etisk hacker".
Keld Norman satte digitale fælder op, som Joy skulle få Anne Hansen til at falde i ved at trykke på diverse links. Uden at gå i detaljer her - det kan ses i dokumentarserien - lykkedes det gennem et stort detektivarbejde Joy og sikkerhedseksperten at få gerningspersonen til at gå i fælden og afsløre sin præcise lokation.
Og ikke overraskende var der ikke tale om en fotograf ved navn Anne Hansen, men en mand.
Ydermere viste det sig, at en af de ni unge kvinder i støttegruppen, der var blevet lokket i Anne Hansens fælde, var i familie med personen bag den falske profil.
Kvinderne besluttede sig i samlet flok for at konfrontere personen, og selvom det gav en følelse af sejr og tilfredsstillelse at finde frem til personen, havde Joy det meget ambivalent med det hele.
- Jeg lærte Anne Hansen at kende gennem seks måneder, og selvom personen løj om mange ting, fik jeg også meget at vide. Han havde haft det svært og oplevet ting, ingen mennesker skal opleve, og jeg tror derfor, det handlede mere om kontrol end selve billederne. Det handlede mere om, at han kunne styre nogle, der gjorde, hvad han bad om.
Det lyder, som om du har ondt af ham?
- Ja, på en måde. Da jeg så ham i øjnene den dag, vi konfronterede ham, havde jeg mest lyst til at give ham et kram. Han lignede et ødelagt menneske.
Skuffet over politiet og Facebook
'Anne Hansen' er i dag tiltalt for blufærdighedskrænkelse mod foreløbigt fire kvinder, herunder Joy. Retssagen er netop begyndt, og Joy var sidste uge i retten for at vidne, inden retssagen blev udskudt.
Nu glæder Joy sig bare til, der kan blive sat punktum i sagen, så hun kan koncentrere sig om sit familieliv og sit nyt job - og sig selv. Det har nemlig haft en del konsekvenser for Joy at have været så dedikeret til sagen i et halvt år.
- Jeg fik en blodprop i benet og lungen undervejs, da jeg i forvejen var presset efter fødslen. Så jeg var under behandling, samtidig med at jeg var nybagt mor og skulle holde kontakt med både Anne Hansen, pigerne og produktionsholdet. Der var rigtig mange ting, siger Joy.
Hun er taknemmelig for al den hjælp, de fik af Keld Norman, men er skuffet over Facebook og Politiet.
- Skræmmende nok har jeg lært at tage sagen i egen hånd, når politiet ikke er der. Det tog Keld og jeg et halvt år at finde frem til ham, mens politiet måske ville kunne gøre det på meget kortere tid, hvis de virkelig var gået aktivt ind i sagen for at stoppe Anne Hansen, siger hun og fortsætter:
- Men i stedet nåede profilen at snyde og manipulere andre i seks år. Han har udnyttet mange piger, der var et svært sted i livet, og som bagefter var overladt til sig selv.
Efter dokumentaren 'Du fucker med de forkerte' er udkommet, er det væltet ind med beskeder til Joy fra alle mulige, som roser pigerne for, hvor seje de er. Det kommer bag på dem, fordi de faktisk havde frygtet, at folk ville skrive, at det var deres egen skyld - sådan som flere havde fået indtryk af, da de prøvede at anmelde deres oplevelser til politiet.
Det var også årsagen til, at Joy ikke gav op i jagten på gerningspersonen.
- Pigerne i gruppen var min motivation. Jeg kunne bare mærke, at hvis jeg ikke gjorde noget, ville ingen hjælpe dem. Og så ville det måske gå ud over min egen søster eller andres børn næste gang, så jeg var nødt til at gøre noget, siger hun.
Og som ekstra bonus har gruppen af piger og kvinder, som blev manipuleret af Anne Hansen, i dag fundet hinanden. Takket være den falske profil har de fundet en gruppe, hvor de kan dele deres oplevelser og ovenikøbet har fanget gerningspersonen. De er gået fra ofre til de stærke - sammen.
Anne Hansen tiltalt
Efter produktionen af 'Du fucker med de forkerte' er 'Anne Hansen' blevet tiltalt for blufærdighedskrænkelse af flere kvinder, herunder Joy. Han nægter sig skyldig i anklagerne, og han nægter nu også, at han står bag den falske profil 'Anne Hansen'. Produktionen har forelagt ham kvindernes udsagn, men han ønsker ikke at udtale sig. Han meddeler via sin advokat til dr.dk, at han ikke ønsker at udtale sig.
Redaktionen bag 'Du fucker med de forkerte' har forelagt Facebook kvindernes kritik af dem i programmerne. Facebook er vendt tilbage med følgende svar:
- Vi tillader ikke falske profiler og tager kraftigt afstand fra grooming. Vi prøver at dæmme op for det, for eksempel ved at forhindre voksne i at kontakte mindreårige, de ikke er venner med på Facebook/Instagram. Sociale medier skal være trygge for alle, men misbrug af vores platforme er svært helt at udrydde. Vi gør, hvad vi kan og samarbejder med politi og myndigheder. Alle bør være påpasselige og kritiske over for det, de møder online.
Holdet bag programmet har også forelagt kvindernes kritik af sagshåndteringen for politiet, som siger:
- Politiet tager sager om grooming og blufærdighedskrænkelser meget alvorligt, og det er beklageligt, hvis nogle kvinder har haft en dårlig oplevelse i forbindelse med deres anmeldelser. Politiet er bevidste om kvindernes vanskelige og sårbare situation og har derfor de seneste år haft øget fokus på området, både ressource- og uddannelsesmæssigt. Derudover har politiets nationale Cyber Crime Center oprettet en enhed, der effektivt skal sikre kontakt til sociale medieplatforme sammen med lokale politikredse.