Hvem har ikke drømt om at være en ægte superhelt? Sådan en nørdet type som Clark Kent, der pludselig smider brillerne, hopper i et kostume og forvandler sig til Superman?
For 18-årige Anne Sofie Bacher bliver det ikke ved drømmen.
Så ofte som muligt transformerer hun sig fra den nørdede og lidt akavede pige, som hun selv kalder sig, til en superheltinde eller en sej tegneseriekarakter, som hun beundrer.
Hun er cosplayer - en sammentrækning af "costume" og "play", som både handler om at lave og iføre sig spektakulære kostumer og indleve sig i en karakter.
Det stammer fra 80'ernes Japan, og det er typisk figurer fra japansk animation, computerspil, Disney eller Marvel, man klæder sig ud som.
- Cosplay er et fantastisk sted for alle, der ikke føler, de helt passer ind. Jeg var et meget nørdet barn og blev mobbet i folkeskolen. Men så fandt jeg cosplay, som gav mig mulighed for at være en anden. En selvsikker karakter. Det har givet mig en selvtillid, der hjælper på virkelig mange punkter i livet.
Forvandlingen foregår på hendes teenageværelse i et parcelhuskvarter i Storkøbenhavn, som bugner af kostumer, makeup, en symaskine og en pris for "Best Character Portrayal 2019" til den store danske anime-cosplay-festival kaldet 'J-Popcon'.
Når hun smider brillerne, den slidte, røde Comic-Con-trøje, de mørke jeans og de to forskellige sokker, hun distræt tog på denne morgen, forvandler hun sig til en selvsikker superhelt i heldragt med blond og pink paryk, rank ryg og en vild udstråling. Og så er hun klar til at gå ud ad døren.
Anne Sofie er en del af et fællesskab med andre voksne, som også dyrker cosplay.
Denne dag skal de mødes til et sommertræf i Frederiksberg Have i København i fuldt outfit. Her hygger de sig og får taget billeder af en fotograf, hvilket er et helt fast ritual, når de samles.
- I vores community er der en meget høj tolerance. Vi skiller os alle ud på en eller anden måde. Og det er der plads til, som hun siger.
Følg Anne Sofie Bacher til cosplay-træf herunder.