Stuvet hvidkål

Stuvet hvidkål er fantastisk tilbehør til frikadeller og andre farsretter. Denne opskrift på stuvet hvidkål er nem og hurtig, og det smager helt fantastisk.

Tidsforbrug: 20 min. Mængde: 4 pers. Sværhedsgrad: Nem

Ingredienser

  • 750 g hvidkål

  • 3 spsk. smør

  • 3 spsk. hvedemel

  • 1 dl kogevand fra kålen

  • 3 dl fløde

  • 1-2 tsk. salt (efter smag)

  • 1 knivspids hvid peber (efter smag)

  • 1 dl persille

  • 0,5 tsk. muskatnød (efter smag)

Fremgangsmåde

Skær de grove blade af hvidkålen og skær resten i tynde strimler. Læg kålen i kogende, letsaltet vand og lad den koge 8-10 minutter, til den er næsten mør.

Hæld vandet fra, men gem 1 dl til sauce, og lad kålen dryppe fri for væde. Smelt smørret i en tykbundet gryde, kom mel i og hæld kålvand og fløde i ad flere omgange, til saucen har en passende konsistens.

Lad saucen koge godt i gennem og smag til med salt, peber og hakket persille og evt. revet muskatnød. Læg kål i stuvningen, og varm den igennem, inden den serveres.