Klassiske pandekager

Den gode, klassiske danske pandekage er altid en favorit. Denne opskrift på pandekager giver dig en god portion af de helt klassiske pandekager, som smager fantastisk med syltetøj og sukker eller en god klat is.

De klassiske pandekager er nemme at lave. De kan serveres i et utal af variationer: Med sukker, syltetøj, honning, friske bær eller is. (Foto: © Marie Warnke Nørregaard, DR)

Tidsforbrug: 30 min. Mængde: 4 pers. Sværhedsgrad: Nem

Ingredienser

  • 200 g hvedemel

  • 1 tsk. sukker

  • 0,5 tsk. kardemomme (Kan udelades)

  • 0,25 tsk. salt

  • 3 stk. æg

  • 4 dl mælk

  • 0,5 dl vand

  • 25 g smør (Kan erstattes med smagsneutral olie.)

  • 2 tsk. vaniljesukker (Resultatet bliver endnu bedre, hvis du bruger vanilje fra en vaniljestang.)

Fremgangsmåde

Hæld først alle de våde ingredieser i din skål og bland derefter de øvrige ingredienser i. Pisk blandingen i et par minutter. Du kan både bruge elpisker eller et almindeligt piskeris. Hvis du har tid, så lad dejen hvile i 30 minutter i køleskabet. Ellers bare gå i gang med at bage dine pandekager.

Hæld lidt af fedtstoffet på en varm pande og hæld dejen tyndt ud på. Efter et par minutter vender du pandekagen om. Bag pandekagerne ved jævn varme. Det er meget normalt, at den første pandekage bliver lidt tyk, ujævn eller grim.

Spis pandekagene varme med syltetøj og hvad du ellers kan finde af lækkert fyld i køkkenet.