Adana kebab med rødløgssalat og lavas

Krydret lammekød på spyd med rødløgssalat og fladbrød

(Foto: © Jacob Snedevig, (C) DR)
1

Ingredienser

Adana kebab

  • 1/2 kg lammekød

  • 1/2 kg oksekød

  • 250 g lammefedt

  • 1 rød peberfrugt

  • 1 stort løg

  • 1-2 sivri peber (aflang, grøn chilipeber)

  • 1 spsk knust, tørret chili

  • 2 spsk mild paprika

  • 1 spsk salt

Rødløgssalat

  • 3-4 rødløg

  • Et stort bundt bredbladet persille

  • 2-3 spsk sumac

  • Salt

  • Citronsaft

  • Olivenolie

  • Evt. Granatæblesirup

Lavas

  • 2 1/2 tsk tørgær

  • 3 dl lunt vand

  • 2 tsk sukker

  • 4 spsk smør

  • 450 g mel

  • 2 1/2 tsk fint salt

  • Sesam- og nigellafrø til pynt

2

Fremgangsmåde

Adana kebab

Rens pebrene og fjern kerner og frøstol. Skær dem i grove stykker.

Pil løget og skær det i grove stykker.

Kom løg og peberfrugter i en foodprocessor og pulsblend til alt er findelt. Kom massen i et rent viskestykke og vrid så meget som muligt af væden ud.

Hak lammekød, oksekød og fedt groft på kødhakkeren.

Læg det grofthakkede kød på et spækbræt. Læg de blendede grøntsager ovenpå, drys knust chili, paprika og salt over. Hak og bland kødet med det øvrige med en stor kokkekniv til massen hænger godt sammen og føles lidt “klistret”. Sæt farsen på køl i en times tid.

Form en passende mængde fars på flade grill spyd. Grill dem over gløder og vend dem jævnligt undervejs.

Rødløgssalat

Skær løgene i ganske tynde både. Kom dem i en skål og drys salt og sumac på. “Masser” løgene et minuts tid. Vend persillen i og smag til med citronsaft og granatæblesirup. Bland lidt olivenolie i.

Lavas

I en skål opløses gæren i det lune vand. Rør sukkeret i og lad blandingen stå i 15 minutter til den bobler.

Imens smeltes smørret. Når det er let afkølet røres det i gærblandingen. Tilsæt mel og salt og ælt dejen sammen. Dette kan også gøres i røremaskine. Når dejen slipper skålen og føles glat og elastisk hæver den tildækket i 15 minutter. Derpå æltes den igen i 10 minutter. Kom derpå dejen i en skål der er smurt med lidt olie og lad den hævetildækket i ca. 1 1/2 time.

Varm ovnen op til 250 grader gerne med bagesten.

Kom dejen ud på et melet bord, flad den ud og del den i 6 lige store stykker.

Form dem til kugler som rulles ud til tynde, ovale brød. Drys brødene med sesam- og nigellafrø, som trykkes ned i brødene.

Bag dem i ca. 8 minutter til de puffer let op. Hold dem tildækket når de kommer ud af ovnen, så de beholder føjeligheden.