Vidste du, at den brunede kartoffel var en kopivare? Få historien bag julebordets klassikere

Den ligner måske ikke 100 procent, men man forstår godt hensigten.

Den brunede kartoffel opstod i den første halvdel af 1800-tallet som et billigere alternativ til de sukkerbrunede kastanjer, som man i de rige hjem mæskede sig i, når der ved særligt festlige lejligheder, som eksempelvis julen, blev serveret gåsesteg med grønlangkål.

- De første træer med spisekastanjer kom til Danmark i 1760'erne, men i reklamer fra 1800-tallet ser vi, at der reklameres for franske kastanjer. Så det har været en dyr importvare, der ikke var alle forundt, forklarer Christian Rasmussen.

Indtil vi i Danmark i 1890'erne begyndte vores egen produktion af roesukker, var de sukkerbrunede kartofler dog også en dyr fornøjelse.

- Sukker var i høj grad en ressource, som var eliten forundt, og som man købte på apoteket, siger Bettina Buhl.

Af samme grund er den søde side af julen, som vi kender så godt i dag, faktisk først noget, der blev udbredt blandt danskerne i 1900-tallet, tilføjer hun.

Men som med mange af de andre juleklassikere på listen her, så er det ikke hele historien bag den glinsende juleklassikers vej til julebordet.

For faktisk var kartoflen lidt af en åbenbaring i det danske køkken i midten af 1800-tallet. Altså for godt 170 år siden.

Den blev ellers introduceret for de danske bønder allerede i 1700-tallet, men det var med en vis skepsis, at man så på kartoflen, som er en del af den ofte giftige natskyggefamilie.

Derfor blev kartoflerne brugt som dyrefoder, mens man fastholdt sin kærlighed til det grove, gedigne rugbrød. Med årene blev skepsis dog vendt til ren kartoffelkærlighed.

- I slutningen af 1800-tallet omlægges det danske landbrug fra at være kornproducerende til i stedet at levere gode flæskesider fra griseavlen til det engelske marked, fortæller Bettina Buhl.

Kornet, der tidligere særligt gik til brødbagning, blev nu i højere grad brugt til at fodre grisene. Og kartoflen overtog brødets plads på spisebordet.

- Vores overgang til kartofler frem for brød sparer desuden madmor for en masse tid, som hun normalt brugte på det ellers omfattende arbejde med brødbagning, tilføjer Buhl.

Flere ting skulle altså gå op i en højere enhed, før den brune kartoffel så dagens lys for første gang for godt 170 år siden.

Det er svært at have et helt neutralt forhold til den tunge, fede risdessert, der juleaften både afslutter festmåltidet og sprænger bukseelastikken.

Ligesom det også er svært at fastslå, hvornår traditionen med den søde risengrød med den gemte mandel i opstår.

- I Frankrig havde man helt tilbage i 1500-tallet en helligtrekonger-tradition, hvor man kom en hel bønne i en såkaldt galette des rois-kage. Og den, der fandt bønnen, blev bønnekonge eller -dronning, fortæller Christian Rasmussen.

En tradition, som den danske konge Christian 3. oversatte ved at putte en mandel i risengrøden, hvilket derfra spredte sig til de velhavende kredse, fortæller Christian Rasmussen.

Resten nød godt af en omgang sødgrød lavet på bygkorn.

Men også her blev der udråbt en mandelkonge eller -dronning.

- Så vandt man eksempelvis et kys af gårdens pige, forklarer Christian Rasmussen.

En juleleg, der altså gjorde det sjovere at spise den grød, der skulle fylde maven, inden det dyre kød kom på bordet, tilføjer Bettina Buhl.

I mange år var grøden derfor en forret og ikke en dessert. Hvilket stadig er tilfældet hos nogle familier i dag, tilføjer hun.

Det var først i slutningen af 1800-tallet, at det bedre borgerskab introducerede risalamanden som dessert juleaften. Indtil da var det i højere grad æbleskiver, is eller kager, der blev serveret som dessert. Hvis man havde råd til den luksus altså.

Ifølge myten var det kokken på det københavnske hotel d'Angleterre, der opfandt desserten. Men den myte må Christian Rasmussen dog aflive:

- Jeg kontaktede selv hotellet for at få det opklaret. De fortalte, at den blev lavet første gang på hotellet i starten af 1900-tallet. Men allerede i 1870'erne kan vi faktisk se desserten riz à l'amande optræde i en kogebog.

Han afviser dog ikke, at hotellet kan have haft en indflydelse på udbredelsen af den i dag klassiske juledessert.

Nu vi er ved risalamanden, så er der i mange familier en tradition om at give en marcipangris til den heldige vinder af mandlen.

Hvornår og hvordan marcipangrisen fandt sin vej til de danske borde, står dog ikke lysende klart. Men den startede helt sikkert sit liv i Tyskland.

- De tyske byer Lübeck og Hamborg er de helt store marcipanmetropoler i 1800-tallet, fortæller Christian Ramussen.

I den første halvdel af 1800-tallet blev marcipanen en uundværlig del af julen. Og som med alle de andre julegodter var det også denne gang hos dem med en velpolstret pengepung, at traditionen startede.

Her begyndte man endda at dekorere juletræet med pynt af tørret marcipan.

Da man i starten formede de små marcipangrissebasser i hånden, er det svært for historikere som Christian Rasmussen at datere, hvornår præcis marcipangrisen tog form.

Dog ved man, at danske konditorer fra 1870 købte virkelig mange svovlforme med grisemotiv, hvilket tyder på, at marcipangrisen i hvert fald også var en populær vare for 150 år siden.

Hvorfor formen lige var en gris, er der i øvrigt flere forklaringer på.

- På landet var hele november en slagtemåned, hvor grisen havde en særlig plads, forklarer Christian Rasmussen.

Og syd for grænsen var og er grisen også i høj kurs, hvor man eksempelvis kan købe marcipanudgaver af et såkaldt glücksschwein – lykkesvin – med et firkløver i munden. En mundgodte, der stadig i dag gives i nytårsgave med ønsket om et godt nytår i Tyskland.

Har al den snak om julemad fået mundvandet til at løbe, er der her et par gode klassikere, du kan kaste dig over: