Har du købt gær i løbet af de seneste ti dage?
Også selvom du egentlig ikke har planer om at bage?
Hvis du vil kende forklaringen på, hvorfor du lige netop lavede dette lidt mystiske indkøb ligesom så mange andre tusinder danskere, kommer der et bud her.
- Når vi hamstrer gær, så handler det om, at det ligger dybt i vores dna, at vi vil overleve, fortæller madhistoriker Bettina Buhl fra Det Grønne Museum.
Vi kan nemlig ikke løbe fra, at vi kommer fra en landbrugskultur, hvor vi har været selvforsynende, og hvor det har været nødvendigt at opbygge et forråd, fordi høst-år både kunne være gode og dårlige.
Og når man bygger et forråd op til en krisetid, så har brød i mange tusind år spillet en afgørende rolle.
- I gamle dage var brødet det, man overlevede på. Selvfølgelig havde man også mejeriprodukter, og engang i mellem fik man kød, men brødet var grundstenen i vores kost. I dag er det stadig et symbol på noget, vi bare skal have nok af, siger Bettina Buhl.
Hun finder det derfor ikke spor uforklarligt, at vi danskere har købt ekstra gær ind den seneste tid.
- Det overrasker mig ikke. Jeg synes faktisk, det sætter historien i et særligt perspektiv. I dag er vi jo ikke et udbredt bagende land, men det er tydeligt, at vi midt i en krisetid begynder at tænke anderledes.
Betina Buhl håber dog også, at vi rent faktisk udnytter tiden og muligheden til at gå i køkkenet, så gæren ikke bare ligger og bliver for gammel i køleskabet.
Her har vi samlet fire gode og overskuelige opskrifter, du nemt kan kaste dig over, hvis du har gær i overskud.
Har du derimod ledt forgæves i supermarkederne, bringer vi også fire opskrifter på bagværk uden gær.
Verdens bedste madbrød (med gær)
Nybagt brød med smør og ost går aldrig af mode. Men har du nogensinde prøvet at proppe ost ind i et brød, inden du puttede det i ovnen? Med denne opskrift får du et madbrød udover det sædvanlige. Det er perfekt tilbehør til supper, og det giver en god wow-effekt, når man brækker hver enkelt stykke over og ser, at det vælter ud med flydende, dampende og salt ost.
Bollerne som aldrig vil gå af mode (med gær)
Selvom tiden i øjeblikket ikke er til de store fødselsdagsfester, så betyder det jo ikke, at man skal undgå de klassiske fødselsdagsboller. De smager bedst, når de er nybagte, men de kan også fryses ned og gemmes til den dag, hvor man igen kan invitere til fest.
Lyst til hjemmelavet bøfsandwich? (med gær)
Har du set den nye sæson af DR1-programmet 'Maddysten'? Det er en ret god måde at blive inspireret til madlavningen derhjemme. Tjek for eksempel denne opskrift ud på bøfsandwich. En afgørende faktor for en vellykket bøfsandwich er, at briochebolle er tilpas svampet, så den kan suge alt fedtstoffet, og det er lige netop, hvad denne opskrift indeholder.
Svenskernes favorit (med gær)
I Sverige er de tossede med kanelboller - eller 'kanelbullar', som de kalder dem. De er faktisk så dedikerede til dette kardemomme-duftende bagværk, at de fejrer 'Kanelbullens Dag'. Da Brødrene Price tog på turné rundt i Norden, vristede de denne geniale opskrift ud af ærmet af vores naboer, og den er bestemt en eftermiddag i køkkenet værd. De smager nemlig jätte gott!
Indiske madbrød (uden gær)
Gær er til gengæld ikke nødvendigt i disse madbrød eller chapati, som de hedder i Indien. De egner sig godt til dahl og andre karryretter. Prøv for eksempel at servere dem til denne klimavenlige curry med kartofler, græskar og kokosmælk. Kender du en karantæneramt, kan du lave en ekstra stor portion af både madbrød og gryderetten og levere et måltid ved personens dørtrin.
Bananbrød (uden gær)
Der er en meget åbenlys grund til, at det ikke er nødvendigt at bruge gær i denne opskrift. Bananbrød er nemlig ikke et brød, men en ganske almindelig banankage. Helt almindelig er denne opskrift dog ikke. Den er udviklet af Frederikke Legaard, som vandt 'Den store bagedyst' i 2019, og hun har virkelig perfektioneret den. Smagsbalancen er fantastisk, og da kagen indeholder store mængder banan, holder den sig svampet og frisk i mange dage. Har du et par brune bananer liggende, er bananbrød også en oplagt måde at få dem brugt.
Den perfekte forret (uden gær)
Vandbakkelser er også et dejligt stykke bagværk uden gær. Den relativt store mængde æg får dem nemlig til at hæve og blive luftige helt uden hjælp fra gæren. Du kan både fylde flødeskum og søde cremer i vandbakkelser, men denne opskrift med stenbiderrogn er værd at kigge nærmere på netop nu. Stenbiderrogn er nemlig i sæson, og du kan få det både hos fiskehandleren og de fleste store supermarkeder.
Mod på et surdejseksperiment? (uden gær)
Et oplagt hyggeprojekt i disse dage, som ikke kræver gær, kunne være eksperimenter med surdej. Der findes masser af surdejsguruer derude, men det er værd at følge Micki Cheng. Den seneste uge har han lavet surdejsskole fra sit køkken under hastagget #surdejsammen, og det er faktisk ret hyggeligt.