Træt af opvask? Her er 6 geniale retter, der er nemmere end du tror

Med disse retter frigør du mere tid til streaming og hygge - fremfor opvask.

Opvasken tager jo ikke sig selv. Desværre. Men du kan minimere den med nogle smarte retter, der ikke munder ud i en kæmpe opvask med skåle, gryder og pander bagefter. (Foto: © / Grafik: Oliver Seppo)

Synes du også, at det er en del sjovere at lave og spise mad, end det er at rydde op efter den?

Velkommen i klubben.

Når ingredienslisten er for svær, og der skal utallige køkkenredskaber til, får det mange til at tænke: "Det bliver et nej tak herfra". Opvasken tager jo ikke sig selv. Desværre.

Alt-i-én gryderetter er løsningen. Disse opskrifter skal nemlig tilberedes i blot en enkelt gryde, og det betyder, at du har mere tid til streaming og hygge efter maden.

1

Græskarsuppe - et underlag til dine yndlingstoppings

Græskar er den orange - og ret dekorative grøntsag - som smager fantastisk godt. Græskarsæsonen er snart over os, og inden længe kan du finde det spiselige halloweenpynt linet op ude foran supermarkederne. Det er også en indikator for, at det snart er efterår og suppetid.

Græskar er for sig selv sød og mild i smagen. Dens sødme kan udlignes med krydderier og andre smagsgivere såsom hvidløg og ingefær.

Og så er der plads til at være kreativ, hvad topping angår. Æble, naturel-yoghurt, kerner, bacon, rugbrødscrumble, eller hvad end du kan finde på.

Husk: At have knivudstyret i orden inden du lægger dig ud med græskarret, dens hårde ydre har det med at give sløve knive kamp til stregen.

2

Chili con carne - god undskyldning for at spise chips til maden

Chili con carne er en klassiker på middagsbordet, og den skal helst skovles ind med trekantede majschips, cremefraiche og cheddar.

Denne opskrift kan laves som luksusversion eller med hakket oksekød, som de fleste kender den.

Tip: Hvis du vil eksperimentere med smagen, kan du prøve at tilsætte lidt kanel, mørk chokolade eller malet kaffe. Men prøv dig forsigtigt frem, så smagene ikke dominerer retten.

3

Risotto - den kan ikke få for meget parmesan

Den ostede risret 'risotto' kan vi takke italienerne for. De fleste er bekendt eller bedste venner med svamperisotto - og den gavmilde mængde ost, der plejer at følge risretten.

Hvis du alligevel har mod på at udfordre den, kan du for eksempel skifte de klassiske risottoris ud med en kornsort som byg eller perlespelt.

Denne risotto skal laves på emmer, som i øvrigt var en af de mest udbredte kornsorter i stenalderen, men kan også laves klassisk med risottoris.

Tip: Der er ingen grund til at lænse madkontoen for at købe risottoris. Du kan også sagtens bruge billige grødris.

4

Risengrød - budget-retten over dem alle

Vi elsker at spise den med en smørklat i midten og nissehue på hovedet. Risengrød er den budgetvenlige ret, der aldrig går af mode.

Hvem har egentlig fundet på, at den geniale grød helst skal spises til juletid? Den smager jo lige godt hele året rundt.

Lav gerne rigeligt, så der er nok til klatkager dagen efter. Du har sikkert smagt eller hørt om det - den pandekagelignende lækkerbisken som grødsresterne kan forvandles til. Det kræver blot lidt mælk, mel og æg.

Husk: Brug altid en tykbundet gryde, når du koger risengrød, så undgår du, at mælken brænder på i bunden af gryden.

5

Dhal - klassikeren fra Indien

Dhal smager af meget mere, end hvad den koster i kroner at lave. Røde linser, dåsetomater og krydderier er tæt på det eneste, som dhal kræver. Retten er fra det indiske køkken og har de senere år gjort sig bemærket, nok især hos det yngre og SU-modtagende folk.

Dhal smager godt med græsk yoghurt eller raita på toppen. Raita minder lidt om tzatziki og er en yoghurtblanding med revet agurk, mynte og krydderier.

Tip: Hvis du synes dhal er kedelig i konsistensen, så kan den toppes med æble. Server gerne din dhal med naanbrød.

6

Kylling i karry - hvis du er træt af tør kylling

Karry eller 'curry' er typisk for blandt andet det thailandske køkken. Den findes i rød, gul og grøn. Opskriften her, er en twistet udgave af den oprindelige curry. Denne alt-i-én gryderet kan tåle de fleste grøntsager og er derfor fremragende som base for oprydning i køleren.

Drys gerne lidt saltede nødder eller hakkede mandler på toppen, så opnår du en endnu mere spændende konsistens.

Tip: Du kan skifte mælk ud med kokosmælk, det gør retten mere cremet og sød.