- Hvis vi finder svampe i dag, så ved du godt, jeg bliver nødt til at slå dig ihjel, ikke?
Jeg kigger med et lettere akavet blik på Thomas Laursen, som jeg skal ud i skoven med i dag.
I anledning af efterårsferien har Danmarks måske mest erfarne urtesamler nemlig lovet, at han vil vise mig, hvad man kan samle af svampe og vilde planter i naturen på denne tid af året.
Han skynder sig at afbryde min tankestrøm, for jeg forstår åbentlyst ikke joken.
- Du ved, man afslører jo aldrig sine svampesteder, siger han med et underfundigt smil.
Thomas Laursen er kogebogsforfatter og tv-vært, men mest af alt er han en urtesamler, som lever af finde vild mad i naturen.
Han samler hele året rundt, men efteråret og svampene er noget helt særligt. De overgår de vilde bær, tangen, barken, bladene og alt det andet vilde, han ellers sætter tænderne i. Hvis ikke han spiser fundene selv, sælger han dem til toprestauranterne.
I dag skal han dog hverken samle til Noma eller Geranium.
Han skal bare vise mig, hvad man kan finde af delikatesser i en ganske almindelig dansk bøgeskov, og noget siger mig, at vi nok skal finde guld.
Fire vigtige råd, når du skal finde vild mad i naturen:
- 1
Spis aldrig noget, du ikke med sikkerhed ved, hvad er. Svampe og vilde planter kan være giftige, og det kan være livsfarligt, hvis ikke du er forsigtig. Vær opmærksom på giftige forvekslingssvampe. Dobbelttjek altid ud fra beskrivelsen og billeder, og er du i det mindste i tvivl, skal du kassere dit fund.
- 2
Du må samle vild mad hele døgnet i offentlige skove og på strand og eng. I private skove må du samle fra klokken seks til solnedgang og kun det, du kan nå fra stier og veje.
- 3
Tag aldrig mere end det du er sikker på at få brugt. Generelt må man samle det, der kan være i en hat, medmindre man har lavet særlige aftaler med den der ejer området, hvor man samler.
- 4
Download evetuelt den gratis app 'Vild mad', hvor du kan læse nærmere om sikkerhed, arter og regler for indsamling af vild mad i naturen.