Den er desserternes svar på hotdoggen. Den går aldrig af mode, og den er nem at tage med.
Pindeisen.
I stil med hotdoggen har pindeisen de sidste ti år været udsat for en sand opgradering. Ligesom du i dag kan finde gourmethotdogs med økopølser, ramsløgspesto og syltede rødløg, så er pindeisen ikke længere bare et spørgsmål om at vælge mellem chokolade eller vanilje på tankstationen.
Engang var luksuspindeis et sjældent syn i Danmark. Troligt købte vi vores søde, kolde snacks i fryserdisken, og skulle det være ekstra fint, valgte vi en af de store og dyre is med chokolade og mandelovertræk.
Det ser anderledes ud nu, hvor flere og flere små uafhængige isbarer, restauranter og producenter udbyder Instagram-venlige luksuspindeis. Pindeisene skal være badet i kvalitetschokolade og drysset med diverse lækre nødder og frysetørrede bær.
Lækkert er det, men der er bare lige det, at luksusisene ofte er pivdyre. Heldigvis kan du sagtens lave dem selv til langt under halvdelen af prisen. Det er nemt og et helt oplagt projekt at kaste sig over her i hedebølgen. Det eneste, det kræver, er ingredienserne, en ispindeform og en fryser.
Her kommer tre lækre ispinde, du kan lave på sådan maks fem minutter - inden de kommer på frost. Og en enkelt én, der tager længere tid at forberede, men som er ventetiden værd.
Den billige
Guacamole, enchiladas, tacos.
Mexicanerne står bag mange geniale gastronomiske påfund, og du kan snildt tilføje 'paletas' til listen.
Paletas er frugtispinde, som normalt laves på stykker af frisk frugt, frugtpuré, saft eller friskpresset juice. Af og til blander man også frugten med mælk, kokosmælk, yoghurt eller kondenseret mælk, men mindre kan også gøre det.
I Mexico kan du købe paletas på hvert et gadehjørne, når det er varmt, og de er uhyggeligt billige set i forhold til danske priser. Men laver du en hjemmelavet paleta, kan du faktisk også nemt ramme en pris på under fire kroner.
Det er såre simpelt, når bare du har en pindeisform og en pind. Alt hvad du skal bruge, er en kop stærk saft eller koncentreret juice. Prøv for eksempel med hyldeblomstsaft, rabarbersaft eller lidt mangojuice fra grønthandleren.
Hæld væsken i din isform og sæt den i fryseren. Når isene begynder at fryse lidt, sætter du en pind i hver. Vupti! Nu har du en læskende pindeis.
Tip: Hvis du vil tilføje et mexicansk tvist til sodavandsisen, kan du sagtens finthakke en halv rød chili eller tilføje lidt limesaft og limeskræl til blandingen.
Den nemme
Er du typen, der gerne vil imponere, men ikke orker de store køkkenkrumspring, så er der en yderst simpel vej til 'hjemmelavede' pindeis med stor blærerøvs-faktor:
Køb en æske med pindeis med vaniljesmag i supermarkedet og pynt dem selv med lidt frysetørrede hindbær eller jordbær (du kan købe frysetørrede bær i de fleste større supermarkeder).
Sådan gør du: Lad din færdigkøbte pindeis smelte en lille bitte smule, så vil dit drys sidde bedre fast. Drys nu bærrene hen over isen og læg isen på et stykke bagepapir, inden du lægger den i fryseren igen.
Tip: Du kan også pynte med nødder eller lakridspulver.
Den med alkohol
Kan man hælde sprut i sin is?
Selvfølgelig kan man det. Rosé, champagne og bitteren fra din spritz-cocktail. Alkohol kan sagtens fungere i en pindeis, og der er overraskende meget wow-faktor i denne gin & tonic-ispind.
Inden du kaster dig ud i en pindeis med procenter i, at der dog et par ting, du skal vide:
Alkohol fryser ikke så godt, og det får din is til at smelte hurtigt. Så hæld ikke alt for meget tung sprut i din isblanding, vær tålmodig, når isen skal fryses, og husk at spise isene hurtigt efter servering.
En anden vigtig ting at huske på er sukkeret. Når vi spiser is, forventer vi nemlig tit en lidt sødlig smag, så er drinken, du vil fryse, til den sure eller bitre side, gør du klogt i at kompensere ved at hælde lidt ekstra sukker i blandingen, inden du hælder den i isformen.
Tip: Hvis din drink ikke har en udpræget flot farve, kan du sagtens fryse en skive lime eller et par bær med.
Den avancerede
Vil du prøve kræfter med en hjemmelavede pindeis i absolut særklasse, gælder det om at lave din egen flødeis fra bunden af. Du behøver ikke en ismaskine, og det er ikke særlig bøvlet, bare tjek denne her opskrift ud på hjemmelavede pindeis med passionsfrugtis.
Når dine is er frosne, smelter du chokoladen, som de skal overtrækkes med. Du kan enten vælge at dyppe isene helt i chokolade, men det fungerer også godt blot at hælde den smeltede chokolade over isene i tynde striber med en teske.
Inden chokoladen størkner, pynter du med kokos, frysetørrede bær eller hakkede nødder, men skynd dig!
Tip: Hvis din chokoladeovertræk skal blive perfekt, skal du temperere din chokolade. Det kan være lidt svært, men prøv at google 'tempereret chokolade i mikroovn', så er du godt på vej.