Pizza, pasta og lasagne er populære retter, når der skal laves aftensmad. Men italiensk mad kræver den helt rigtige tilgang. Derfor har vi spurgt en italiener om hjælp. Og det er ikke en italiener helt uden evner.
Elvio Milleri ejer restauranten Era Ora i Købenahvn, der har vundet prisen som verdens bedste italienske restaurant uden for Italien. Prisen uddeles af det italienske magasin Gambero Rosso.
- Det var fantastisk at vinde den pris. Vi anede det ikke på forhånd. At blive anerkendt i Italien som en italiensk restaurant er stort. Vi ved, hvor store krav de har for at tingene bliver gjort på den rigtige måde, fortæller Era Oras ejer Elvio Milleri
Det er første gang prisen uddeles. Magasinet har besøgt 500 italienske restauranter rundt i verden for at finde den bedste.
Elvio er selv fra Perugia i Italien og har haft Era Ora i København siden åbningen i 1983. Han elsker Danmark og København, men danskernes madvaner kunne godt trænge til en kærlig hånd. Derfor får du her hans tre bedste tips til italiensk mad:
Køb ikke færdiglavede produkter til italiensk mad
Ifølge Elvio Milleri er essensen af italiensk mad, at det er simpelt. Pasta er mel og æg, tomatsovs laves med tomater og lidt hvidløg og må ikke koge, da det bringer syren frem i tomaterne.
- Italiensk mad er så simpelt, så det kan ikke gå galt. Derfor skal man ikke købe færdiglavet italiensk mad. Det handler om at bevare råvarernes smag, nuancer og struktur.
En bolognese/ragú skal tage tid
Spaghetti med kødsovs er en tidløs klassisker på middagsbordet. Men Elvio ser ikke retten som en hurtig aftensmad.
- Bolognese, eller ragú, som vi kalder det, handler for det første om at bruge noget godt kød uden for meget fedt. Det skal svitses på panden uden at tage for meget farve, inden der tilsættes vand og tomater. Det skal stå længe med låg og skal tage tid. Krydderurterne skal i til sidst. Så får man en god ragú.
Adam Aamann har lavet sit bud på en god ragú. Du finder opskriften her.
Pasta skal ikke spises som tilbehør, men som en ret i sig selv.
Der er smag i pastavand, så det skal bruges. Der er derimod ikke meget smag i pastaen alene, mener Elvio.
- Danskerne bruger for lidt salt til deres pasta, og nogle gange serverer i det som tilbehør til aftensmaden. Her kan man lige så godt spise brød. Brug i stedet pastaen direkte i retten eller saucen, hvor vandet fra pastaen kan være med til at give smag og tekstur.