Denne artikel blev første gang udgivet 19. august 2020.
De fleste har et go-to-bær, når det kommer til marmelade, sorbetis eller yoghurt.
Fælles for de danske bær er, at de smager fantastisk godt, især når de er i sæson.
I juni kommer jordbærrene, hindbærrene modner i juli, og i august melder brombærrene deres ankomst. Og der er god grund til at plukke selv.
Køber du brombær i supermarkedet, koster 125 gram nemt 30 kroner. I naturen kan du plukke dem i kilovis og helt gratis. 1-0 til naturen.
Naturen bugner nemlig af de vitaminholdige delikatessebær, fortæller Emilie Qvist, som er kokkeelev og sankeentusiast.
Hun holder derfor skarpt øje med, hvad der findes af lækre sager i den danske natur året rundt.
Derfor kan det altså godt betale sig at lave plads i fryseren og finde den store bøtte frem.
- Det kommer til at peake fra nu af og den næste måned frem. Og der er rigtig mange bær på buskene, siger Emilie Qvist og tilføjer, at hun spiste sæsonens første brombær for cirka en uge siden.
Og tvivler du på, hvorfor du overhovedet skal spise brombær, så har Emilie Qvist svaret:
- Brombær smager af efterår. På nuværende tidspunkt har vi spist både jordbær og hindbær, som er mere syrlige. De store og modne brombær smager vildt sødt - det er næsten som slik.
Hvor kan jeg finde brombær?
Brombærbuske vokser mange steder. Du kan for eksempel finde dem i skoven, ved stranden eller i hegn og krat. Det er en invasiv art, hvilket betyder, at den ikke står alene, men derimod tæt sammen med andre brombærbuske, fortæller den 25-årige sanker.
- Så hvis man finder en busk, står der som regel vildt mange buske omkring. Og så handler det egentlig bare om, hvor længe du har lyst til at plukke.
Emilie Qvist anbefaler at bruge gratis appen 'Vild mad', som kan fortælle i hvilke områder, man kan finde bærrene, og generelt er den god, hvis du er typen, der kan lide at finde spiselige sager i naturen.
Hvad kan jeg bruge brombær til?
Eller, hvad kan jeg ikke bruge brombær til? Powerbærret er nemlig genialt i både det søde og salte køkken.
Emilie Qvist fortæller, at hun som regel laver brombærkompot, og metoden er pærelet:
- 500 gram brombær skal koges op med 2,5 dl sukker i 5-7 minutter, eller indtil kompotten har den ønskede konsistens.
Bum. Så nemt kan det gøres.
Og så skal kompotten selvfølgelig spises med pandekager og cremefraiche. Gerne den på 18 procent, mener Emilie Qvist.
Brombærkompot går også hånd i hånd med ost, skyr og vaniljeis. Og hvis der skulle være kompot tilovers, bør det opbevares i et skoldet glas i køleskabet i op til et par uger.
Emilie Qvist anbefaler også at lave hjemmelavet brombærlikør - en opskrift hun har fået af sin gamle dansklærer. Hun tilføjer, at man sagtens kan lave den nu, for så er den rigtig smagfuld omkring juletid.
- Det er efterhånden blevet en tradition. Når jeg besøger min gamle dansklærer hvert år omkring juletid, drikker vi brombærlikør, fortæller Emilie Qvist.
Brombær er også perfekt til bagning. Her er to bud - og et bevis på, at brombær kan bruges i både hovedretten og desserten.