Juli måned er for mange lig med sommerferie, sand i sandalerne, guf i vaflen og rosé i glasset.
Det er nu, vi er allermest på farten. Det er nu, vi spiser allerflest måltider væk fra hjemmet og med folk, vi holder af.
Heldigvis er naturen i topform, når det kommer til at levere friske, velsmagende og sunde luksusråvarer.
For selvom vi i danskere ikke kan gro vandmeloner og søde ferskner som sydpå, så har vi jordbær i verdensklasse og snart også hindbær. Og så har vi slet ikke nævnt de mange andre delikatesser, som juli måned byder på.
Her kommer et udpluk af denne måneds spiselige højdepunkter.
Hindbær
I midten af juli kommer hindbærrene. De findes i mange danske haver, men de vokser heldigvis også vildt i mange skove, og så det er bare med at gå på rov. Skovhindbær er små, men de smager latterligt godt, og så er de gratis.
De findes tit i lysninger, og som tommelfingerregel må du samle så meget, som du kan have i en bærepose. Befinder du dig i offentlig skov, må du plukke overalt. Går du tur i en privat skov, må du kun tage det, som du kan nå fra sti og vej.
Hindbær er en anelse mere parfumerede i smagen end jordbær, og de egner sig til stort set alt i det søde køkken. Lagkager, saft, is, tærte, sorbet, marmelade og smoothies.
Prøv for eksempel denne her hjemmelavede hindbærsyltetøj eller hvad med en hjemmelavet hindbærroulade, som smager milevidt fra købeversionerne?
Hyldeblomst
I juni får hyldebuske og træer blomster, og så gælder det om at plukke løs, så man kan lave hjemmelavet hyldeblomstsaft. Du kan nå det endnu, men du skal skynde dig.
Hjemmelavet hyldeblomstsaft smager sådan cirka ti gange bedre, end den man køber. Den har nemlig en parfumeret syrlighed, som er svær at købe for penge, og for mig smager den lidt af barndom.
Saften er nærmest som skabt til at blande i hvidvin, men du kan også hælde hyldeblomstsaft i isterningeformen, bruge den til hjemmelavede pindeis eller lave denne nemme hyldeblomst-is, som ikke kræver en ismaskine.
Man kan også dekorere kager og desserter med hyldeblomsterne, og når du ingen af delene, så kommer selve hyldebærrene til efteråret, og dem kan man også lave saft på. Husk bare på, at de ALDRIG må spises rå.
Ærter
Friske danske ærter sparker de fleste andre snacks af banen. De smager nemlig godt, og så har de et højt indhold af mættende proteiner, fibre og vitaminer.
En håndfuld friske ærter kan også opgradere de fleste sommersalater og kartoffelsalater, hvis du altså orker at bælge dem. Der er nemlig dét med friske ærter, at de har et helt særligt bid, som frosne ærter ikke kan præstere, og den konsistens kan altså noget i en salat.
Orker du ikke at bælge en pose med de små grønne delikate kugler, er fryseærter heller ikke af vejen. De er nemlig frosset ned umiddelbart efter plukning og indeholder derfor stadig en masse gode sager.
Du kan altid bruge ærter til en hurtig omgang ærtemos. den kan både bruges som en sund dip eller som grønt tilbehør til en cremet pasta.
Blomkål
Synes du blomkål lyder lidt pruttet og kedeligt?
Om sommeren kommer de danske blomkål, og de har det faktisk med at smage af meget mere end de udenlandske. Blomkål er ikke bare de klassiske cremefarvede. De kan også fås violette, lysegrønne og gule, som er sjove at eksperimentere med.
Blomkål kan være et sprødt og frisk element i en salat. Du kan også koge det til en cremet suppe eller dampe det som tilbehør til for eksempel fisk. Blomkål er også godt i indisk mad – prøv for eksempel den populære indiske vegetarret aloo gobi.
Blomkål kan også bruges sammen med æg til at lave en pizzabund med. Jeg tror ikke helt, at italienerne ville bakke op om fænomenet, men vil du gerne undgå gluten eller have en mere plantebaseret kost, så er en blomkålspizzadej vejen frem.
Squash
Squash, zucchini, courgette: Det er altsammen det samme.
Den regnes egentlig som et bær, men smager nu ret grøntsagsagtigt, og her i juli er det højsæson for de danske squash. Det betyder, at du kan få virkelig meget squash for pengene.
En squash smager egentlig ikke af det store, og alligevel egner de sig godt som fyld i alt fra pastasovs, lasagne og salater til kager.
Du kan også halvere og udhule en squash, fylde den med ris, tomater og svampe og bage den i ovnen.
Hvis du har knap så meget tid, så skær squashen i tynde skiver, dryppe med olivenolie og grill eller bage dem i ovnen.
Hybenrose
De seneste år har en lumsk grøn og dominerende fætter bredt sig over store dele af Danmark.
Vi taler om hybenrose, som er den der hybenbusk med de hvide, lyserøde og pink blomster, der ofte vokser ved strande, i klitter og i sandet jord.
Hybenrosenbuske er egentlig ret hyggelige, sommeragtige og velduftende, men de breder sig til fare for andre vilde planter og buske, og der findes mange sommerhusejere, der hader dem ligeså indædt som dræbersneglen.
Heldigvis kan både hyben og hybenrosens blomster bruges i køkkenet. Rosens aromatiske blade er nemlig spiselige og i øvrigt smuk som pynt i det søde køkken.
Prøv for eksempel denne nemme og festlige sommerkage med grape og hybenrose fra bagedystfinalisten Jasmin Gabay. Og ja, bagedystkager kan virke lidt uoverskuelige, men denne sag er en absolut undtagelse!
Du kan også sylte hybenrosenblade sammen med rabarber og få en yoghurttopping ud over den sædvanlige.