Der er mange tusinde opskrifter i DR's opskriftsarkiv, og i disse coronadage bliver de brugt flittigt.
Der bliver både klikket løs på kage- og surdejsopskrifter, men det er også tydeligt, at vi bruger god tid på at kræse lidt ekstra om vores aftensmad.
Her har vi samlet de ti mest populære opskrifter på dr.dk i 2020. De er alle nemme at gå til og hyggelige at eksperimentere med, hvis man ellers er ved at få lidt corona-kuller.
Kylling i karry - læsernes favorit
På førstepladsen over populære opskrifter på dr.dk kommer kylling i karry. Den kan bikses sammen på en halv time, og den er oplagt at servere med ris. Mange tænker nok på karry som ét krydderi, men det er faktisk et blandingskrydderi - altså krydderiernes svar på en greatest hits-playliste.
Karry kan bestå af op til 14 forskellige krydderier - deriblandt chili, koriander og spidskommen. De mange krydderier gør, at karry faktisk har en ret kompleks smag, og derfor kan den gøre underværker i alt fra dressinger og kødsovs til gryderetter som denne.
Helstegt kylling - vejen til saftigt kyllingekød
Går du kold på tanken om at tilberede en hel kylling? Når vi danskere køber kylling, køber vi den ofte i dele - altså i pakker med enten lår eller bryst. Regner man på kiloprisen, er det en dyr omgang, og det er faktisk ikke spor besværligt at ovnstege en hel kylling.
Følger du denne opskrift, sikrer du dig, at kødet forbliver saftigt og skindet sprødt. Og skulle du have kyllingekød til overs, smager det dobbelt så godt næste dag i en salat eller i en sandwich med karrydressing.
Ossobuco - den ultimative gryderet
Price-brødrenes opskrift på ossobuco er en klassiker, og den er så populær, at den ligger på tredjepladsen over de mest søgte opskrifter på dr.dk. Hvis ikke du kender til ossobuco, så er det en kraftig gryderet med tomat, vin og store møre stykker kalveskank. Folk elsker den, og det giver god mening, for det er en simreret, der kræver en minimal indsats i køkkenet, men som smager af en utrolig stor indsats.
Hemmeligheden bag en god ossobuco er tid. Den skal have masser af tid til at simre (mindst to en halv time), hvis kødet skal blive tilpas mørt. Og det skal det - for en ossobuco, hvor kødet er sejt, er som en Roskilde Festival uden øl...
Culottesteg - den oplagte weekendret
Culottesteg er en lækker weekendret, og en ret som mange serverer for gæster. Men i en tid, hvor det nok er de færreste, der holder middagsselskaber, behøver man ikke snyde sig selv for denne vidundersteg! Køb en lille én, og har du kød til overs, så skær det i tynde skiver næste dag og spis det koldt på en rugbrødsmad med salt.
Spaghetti med kødsovs - måske danskernes nationalret
Selvfølgelig kan man ikke lave en liste over populære retter uden at skrive om spaghetti med kødsovs. Det sjove er bare, at selvom vi danskere sværger til retten, så laver vi den helt forkert set med italienske øjne:
Fejlen kommer af, at vi serverer spaghetti og kødsovs adskilt, imens italienerne altid vil mikse det i gryden inden servering. Den metode har to klare fordele: Hvis du blander spaghetti og kødsovs i gryden, vil spaghettien optage noget af kødsmagen og dermed smage af mere. Den anden fordel er, at stivelsen fra spaghettiens kogevand jævner din sovs på en ret delikat måde. I denne opskrift kan du se, hvordan man gør.
Kyllingefrikadeller - fedtfattige og klimavenlige
Kyllingefrikadeller med gulerødder er en klimavenlig ret. Frikadellerne er også fedtfattige og gode på rugbrød dagen efter. Hvis du vil opgradere retten, så kør Lady og Vagabonden-stil og server dem i en kraftig tomatsauce med spaghetti til.
Pulled Pork - den hjemmelavede version
Der var engang, hvor pulled pork ikke rigtig var en ting i Danmark. Retten kommer oprindeligt fra sydstaterne i USA, hvor den som regel bliver serveret med coleslaw. Hvem, der gjorde denne møre griseret så hypet i Danmark, er uvist, men lige pludselig var pulled pork på alles læber, og der var ikke den café eller det motorvejscafeteria med respekt for sig selv, der ikke havde fænomenet på menuen.
I dag har hypen fundet sit leje, men danskerne er stadig vilde med pulled pork - og især denne opskrift. Svinekød kan nemlig have en tendens til at blive tørt, men når det er langtidsstegt, forbliver det saftigt og trevlet.
Wienerschnitzel - bare fordi paneret kød smager lækkert
Man skulle tro, at wienerschnitzel kom fra Wien, og det gør den måske også. Men nogle mener, at retten oprindelig stammer fra Italien. Lige meget hvad smager den umanerlig godt, for der er bare noget delikat over smagen af paneret kød. Et læs brasede kartofler er oplagt tilbehør. Bare husk at stege dem i rigelige mængder smør, så de ikke brænder på.
Pasta cabonara - god til trøstespisning
Der er mange måder at lave pasta cabonara på, men James Price har altså fat i den rigtige. Vil man lave cabonara ligesom italienerne, skal der nemlig ikke fløde i, men kun æggeblommer og ost. Det giver cremen den helt rigtige konsistens og smag.
Hvis ikke du har pancetta, så kør bare med en omgang bacon. Det er måske ikke et særligt sundt måltid for kroppen, men det er sundt for sjælen, og den skal man også forkæle i denne tid.
Skipperlabskovs - billig og mættende
Labskovs er - hvis vi skal være ærlige - en kartoffelgrød med salt kød. Det lyder ikke så lækkert, men det kan smage ret godt, hvis det serveres med rødbeder på en kold dag.
I England har retten fået øgenavnet 'poor man's dish', og det giver god mening. Skipperlabskovs er nemlig en ret billig aftensmad, og sund er den også, for kartoflerne er fulde af mineraler og næringsstoffer.