Hvorfor passer en kakaomælk bare så forbandet godt til en ristet hotdog med det hele?
Giver det overhovedet mening, at vi putter dressing og salat på vores pizza? Hvordan kan det være, at det er så svært at sige nej til en burgermenu? Hvad sker der lige for dem, der dypper deres pomfritter i softice?
Og hvorfor frister fastfood bare ekstra meget, når vi har tømmermænd?
Det har vi forsøgt at finde forklaringen på.
Smagskonsulent og supersmager Lisbeth Ankersen fra InnovaConsult fortæller, at de fem grundsmage - sødt, salt, surt, bittert og umami - generelt er grundlæggende for, hvad vi kan lide at putte i munden.
- Hvis man har de fem grundsmage i et måltid, så er man glad og tilfreds, forklarer hun.
Fastfood-klassikernes overlevelse afhænger dog af meget mere end de fem grundsmage. Maden skal nemlig sætte alle sanser, følelser og minder i gang, før det kan blive en klassiker.
- Det handler blandt andet om, hvad man har af tidligere oplevelser med for eksempel en hotdog og en Cocio. Måske forbinder vi lige netop det måltid med, at vi lige forkæler os selv og tager en pause eller bare tillader os selv en sjælden nydelse, og derfor vender vi tilbage til det igen og igen, forklarer Lisbeth Ankersen.
Herunder forklarer hun, hvorfor nogle af fastfoodklassikerne har fået deres særlige status - og hvorfor vi især elsker at spise det med tømmermænd.
En ristet med det hele... og en kakaomælk, tak!
- Hvis man tager en hotdog, så har den jo det hele. Den har noget syrligt i form af de syltede agurker. Den har noget umami fra kødet. Og den har endda også lidt skarphed med senneppen, og så har den lidt sødme og salt, siger smagskonsulent Lisbeth Ankersen.
Men det er ikke bare hotdoggens effekt på vores smagsløg, der gør os vilde efter den.
Hun fortæller, at både lugtesansen og synssansen spiller en stor rolle, når vi nyder et måltid. Vi kan blandt andet opfange en masse smag via duftmolekyler, der rammer næsen, mens vores øjne forbereder os på de smage og konsistenser, vi skal møde i den næste bid.
Og så er der lyden:
- Man har jo brug for det der knas fra de ristede løg, og man har brug for, at pølsen siger knæk, når man bider i den, forklarer Lisbeth Ankersen.
- Og så skal der være kontraster i både smag og konsistenser. Det kan vi rigtig godt lide. Du har de knasende, sprøde løg, du har det bløde brød, som ikke skal være alt for sejt. Det fungerer bare ikke ligeså godt med et surdejsbrød.
Hotdoggen byder kort sagt på store sanseoplevelser. Den har dog én lille svaghed, mener Lisbeth Ankersen:
- Det eneste, en hotdog måske godt kunne trænge til, er lidt mere sødme. Det er dér, Cocioen kommer ind i billedet. Den ideelle måde er nok at drikke en lille smule Cocio sammen med hotdoggen og så drikke det sidste som dessert, siger hun.
Cocioens status som fast makker til hotdoggen er ikke helt tilfældigt. Kakaomælk er nemlig ikke bare kakaomælk.
- Prøv at smage på en Cocio ved siden af for eksempel en Matilde kakaomælk. Cocioen er bare mere karamelagtig sød, hvor Matilde er mere mørk chokoladebitter i det. Nogle mennesker foretrækker det ene eller det andet, men kigger man på smagssammensætningerne går det søde rigtig godt til hotdoggen.
- Den markante forskel i smagen hænger sammen med, at kakaoen i en Cocio har fået et ekstra kogningstrin, og det vil sige, at mælken faktisk karamelliserer. Det er derfor, den har sin lidt specielle smag, forklarer hun.
Cocioens indpakning er også noget, der påvirker oplevelsen af måltidet.
- De fleste af os vil gerne have vores Cocio i en glasflaske frem for i en dåse, fordi fornemmelsen af glasflasken også gør noget for oplevelsen, forklarer Lisbeth Ankersen.
Burger og cola - og fries med softice?!
De fleste af os har nok prøvet at sætte tænderne i en saftig burger med sprøde pomfritter til. Og hvad er bedre til at skylle hele herligheden ned med end en læskende, boblende cola?
Det er ikke så underligt, at netop dén kombination er blevet en velkendt klassiker på mange menukort verden over, mener Lisbeth Ankersen.
- Man har burgeren, som er domineret af umami, og så har man pomfritterne, som bidrager med noget ekstra salt og en masse spændende smagsnuancer.
Men pomfritterne skal først og fremmest være sprøde:
- Vi gider jo ikke spise bløde pomfritter. Det er jo blandt andet, fordi der ikke er meget sprødt eller knasende i en burger. Det kan være, der er lidt syltede agurker i den, men typisk er den sådan rimeligt blød. Og så har du brug for, at pomfritterne er sprøde, så man stadig har den der kontrast, forklarer Lisbeth Ankersen.
Og så er der drikkevarerne.
Colaens betydning for burgermenuen må bestemt ikke undervurderes, for den kan binde hele måltidet sammen, siger Lisbeth Ankersen.
- Hvis du kun havde burgeren og pomfritterne, så kunne det godt blive lidt tungt med så meget umami, salt og fedt. Så når du får den der perlende fornemmelse fra brusen og det krydrede, søde og sure i smagen, giver det et godt modspil til den tunge mad, forklarer hun.
Og selvom mange andre slags sodavand har de samme kvaliteter, så er colaen bare unik, mener Lisbeth Ankersen.
- Der er en lang tradition for cola. Så der handler det igen om, hvad det er for nogle følelser, vi forbinder med noget bestemt mad eller, i det her tilfælde, drikke. Den repræsenterer selvforkælelse.
Hvis du har lyst til at udfordre dig selv og dine sanser næste gang, du køber en burgermenu på din lokale burgerjoint, så kan du lade dig inspirere af en trend, der har spredt sig de seneste år på Twitter og Instagram.
Den går ud på at opgradere pomfritoplevelsen ved at købe en softice eller milkshake til.
Og altså ikke bare som dessert. Ideen er, at du skal dyppe pomfritterne i isen.
Lisbeth Ankersen kan godt forstå, at det kan give mening for nogen at dyppe deres pomfritter i is:
- Det er en skæg kombination, fordi så får man jo de der kontraster i temperaturen også. Du har den bløde is, som er kold og sød, og så har du pomfritten, som er sprød og salt. Så der er kontraster både på den ene og den anden måde, der giver mening at kombinere.
Kontraster finder du også i en anden trend: Pizzaen med salat og rigeligt dressing dynget ud over.
Nr. 14 med ekstra dressing og salat
- Det er sgu underligt med pizzaen med salat og dressing, udbryder Lisbeth Ankersen.
Lisbeth Ankersen kan kun gisne om, hvad der har skabt den snaskede salatpizzas succes, men hun kommer med to mulige forklaringer:
- Det kan være det med, at der er en del danskere, der ikke gider at spise kanten på pizzaen. Så kan dressingen fungere som sovs, som vi kender så godt, siger hun.
- I Danmark har vi en lang tradition for sovs, så det bliver næsten en slags dansk fortolkning af den italienske pizza. Det kan være, det er dét, der får denne type pizza til at glide ned, siger hun.
- Anden mulighed kan være, at salaten fungerer lidt som et alibi, fordi vi så føler, at vi har været lidt grønne ved lige at putte lidt icebergsalat på. Det kan være, at det er den, vi kan blive enige om at bestille, hvis nogle i selskabet gerne ville have haft noget lidt mere sundt til aftensmad, siger hun.
Som supersmager forstår Lisbeth Ankersen ikke helt hypen omkring salatpizzaen med dressing.
Hun peger på, at det nok primært er unge, der køber den, men hun tør ikke spå om salatpizzaens fremtid:
- Om 10-20 år vil det nok vise sig, om det er blevet en klassiker.
Det starter med modermælken
Lysten til fastfood kan ofte føles endnu stærkere, når man har lidt ondt i håret efter en bytur.
- Dagen efter nytårsaften for eksempel, der er det jo perfekt med sådan noget som burger og pomfritter. Så kan det faktisk godt blive lidt hyggeligt at sidde der og være lidt sløj, siger hun.
Hun peger på, at vi ofte lader os påvirke mere af vores umiddelbare lyster, når vi føler os sløje med tømmermænd.
- Når vi har tømmermænd, er vi i et sådan lidt mere primitivt stadie, hvor vi gerne går efter det salte, søde, fede og umami, som vi hurtigt kan fylde de umiddelbare depoter op med. Når vi så ikke har tømmermænd, er vi nok lidt mere rationelle, fortæller Lisbeth Ankersen.
- Så selv om ens krop råber og skriger efter fedt og salt og sukker, så kan man ofte bedre tænke på, at man også lige bør spise noget, der kræver lidt mere arbejde for os at lave og spise. Som for eksempel en salat.
Men lysten til fed, salt og sød mad er ikke bare opstået ud af det blå. Vi har faktisk fået den ind med modermælken. Bogstaveligt talt.
- Det første sted, vi lærer sødme og umami at kende, er faktisk fra modermælken. Så det giver sådan en eller anden følelse af tryghed, og så ved man, at ”yes, nu får jeg noget energi, det kan jeg overleve af”. Det er simpelthen biologisk, forklarer Lisbeth Ankersen.
- Det stammer faktisk helt tilbage fra evolutionen, da vi mennesker blev til. Urmennesket i os ved, at hvis vi skal have energi, så skal vi gå efter noget, der er salt og fedt og umami og sødt.
Med tømmermænd har vi en klar mission om at tilfredsstille vores umiddelbare behov og at føle tryghed, og så går vi måske knap så meget op i, hvordan omverdenen ser os.
I mange andre situationer er det ellers dét, der kan holde os fra at gå en tur til pølsevognen eller det lokale pizzeria, fortæller Lisbeth Ankersen.
Vi er nemlig meget opmærksomme på, hvad vi gerne vil signalere til omverdenen med det, vi spiser:
- Man er måske ikke superstolt af at stå og spise en hotdog. Så skal det i hvert fald være en eller anden gourmethotdog, så der er lidt mere prestige i det. Men vi er alle sammen stolte af at fortælle, hvis vi har fermenteret noget, eller hvis vi har bagt et speltbrød eller et eller andet, siger Lisbeth Ankersen.
Der er nogle ting, vi gør, fordi det smager godt, og fordi det er sjovt at lave mad og få nogle spændende smagsoplevelser, men der er også en eller anden form for selv-branding i meget af det, vi spiser, mener Lisbeth Ankersen.
- Men når vi står og spiser en hotdog og drikker en kakaomælk, så er det ikke den form for selvbranding, vi har gang i. Så er det noget, vi gør for vores egen fornøjelses skyld. Og der er jo bestemt ikke noget galt med at nyde fastfood indimellem, siger hun.