Den hører til en af vor tids største forretningssucceser, og rygter vil vide, at kun to medarbejdere kender til den: Opskriften på Coca-Cola.
Godt nok florerer der masser af opskrifter på verdens mest populære sodavand på nettet.
Opskrifter, der beskriver, hvordan du mikser vand, sukker, syre, karamel med en række krydderier, så du rammer den helt ægte colasmag.
Men lad dig ikke narre, for verdens måske mest hemmelige opskrift er og bliver umulig at få fingre i.
Det siger Coca-Cola Company i hvert fald selv. Og virksomheden er langt fra de eneste, der bryster sig af en hemmelig opskrift.
Men nu sker der måske noget. Under coronakrisen har flere firmaer valgt at dele deres hemmelige opskrifter.
For tre uger siden offentliggjorde McDonalds deres hidtil hemmelige opskrift på amerikanernes morgenmadsfavorit 'sausage-and-egg McMuffin'.
Samtidig delte Disney en opskrift på churros - de friturestegte kager, som normalt bliver solgt i tusindvis i koncernens nu nedlukkede forlystelsesparker.
I England har IKEA delt opskriften på varehusets kødboller, og i Danmark kan man også finde eksempler på mindre restauranter og cafeer, som deler ud af hemmelighederne.
For eksempel har den Instagramvenlige kaffebar 'Sonny' delt sin opskrift på kokosmakroner med sine godt titusind følgere.
Genial markedsføring
Men hvorfor deler man som cafe eller restaurant sine forretningshemmeligheder nu, hvor man er allermest trængt?
Mette Willert, som er rådgiver i sociale medier, er ikke i tvivl.
- Det, vi ser, er ikke firmaer, som giver deres dyrebareste hemmeligheder væk. Det er markedsføring, og i mine øjne er det temmelig genial markedsføring, der er godt tænkt, fordi det skaber værdi.
Selvom en restaurant er nødt til at holde lukket eller køre på lavt blus, er der nemlig masser af mening i at holde sig i gang på de sociale medier, fortæller Mette Willert.
- For cafeer og restauranter gælder det om at lave relevant indhold på de sociale medier. Indhold, som kan sælge det næste besøg på den anden side af krisen, siger hun og uddyber:
- Under coronakrisen har mange mennesker fundet det meningsfuldt at gå i køkkenet. For forbrugeren vil en hemmelig opskrift føles som meningsfuldt indhold, man vil bruge tid på og måske endda dele. Der er ingen tvivl om, at det vil styrke vores relation til virksomheden.
Men der er også andre gode grunde til, at de hemmelige opskrifter egner sig godt til markedsføring.
Først og fremmest er der ordet 'hemmelig':
- Ordet 'hemmelig' trigger simpelthen bare noget i os mennesker. Vi vil gerne være first movers. Vi vil gerne vide alt det, de andre ikke ved, og derfor ser man tit, at ordet hemmelig bliver brugt i annoncer og overskrifter på artikler. Og når noget er hemmeligt, så tænker vi også instinktivt, at det må være ekstra godt, siger Mette Willert.
Markedsføring der dufter
Den anden forklaring på, at de hemmelige opskrifter egner sig godt på sociale medier, er, at de sætter vores sanser i gang. Opskrifter, der deles på Instagram og Facebook, er nemlig duftende markedsføring, forklarer Mette Willert:
I klassisk markedsføring arbejder man ofte med flere forskellige sanser, når man vil påvirke forbrugeren med sit brand. Hos bilfabrikanten Volvo har lyddesignet været en stor del af markedsføringen. Dørene skulle sige en hel bestemt lyd, når de lukkede. En lyd, som emmede af kvalitet og robusthed.
Hos flyselskabet Singapore Airlines har man derimod arbejdet strategisk med en signaturduft, som rammer én, når man træder ind i deres fly.
- På samme måde kan man også blive påvirket, hvis man bager nogle ikoniske kokosager fra et brand derhjemme i sin køkken. Duften vil i bedste fald få os til at huske vores besøg i den fysiske cafe eller restaurant. Det vil vække minder, og det har faktisk en kæmpe påvirkning på vores fremtidige købsadfærd, siger Mette Willert.
Hun er ikke det mindste bekymret for, at hemmelighederne på længere sigt vil holde kunderne væk fra forretningerne.
- De rigtige hemmeligheder kommer man ikke til at se. Alt det her er lavet for at skabe relationer og for på længere sigt at sælge det næste besøg ind. Der ingen virksomheder, der vil sætte deres kerneforretning på spil, så nej, vi vil heller ikke se Coca Cola dele deres opskrift, men derfor er det stadig markedsføring med værdi, som jeg vil håbe fortsætter. Også på den anden side af krisen.