Har du set det? Genial superfood er dukket op i butikkerne

Den er lige så orange, som den smager godt. Vi hylder havtornen, græskarret og de andre lækre sæsonvarer, du skal sætte tænderne i.

(Foto: © DR Grafik: Oliver Seppo)

Oktober måned står i hyggens tegn.

Det er nu, du kan gå amok i simremad, varm kakao og efterårsferie-projekter som for eksempel æblekage og kanelboller.

Det er forresten også i oktober, at svenskerne fejrer Kanelbullens dag - en begivenhed, jeg personligt synes, fortjener sin egen helligdag i Danmark.

Og så er det altså i denne måned, at græskarrene vælter frem på de danske marker.

For sølle 25 kroner kan du købe et gigantisk dansk-produceret halloween-græskar.

Hvis du er typen, der overvejer at udhule det, så husk at bruge kødet. Det smager ikke af så meget (læs: det smager faktisk ikke af en dyt), men det er stadig for godt til at smide ud.

Brug det i stedet i suppe eller i muffins, bare fyr op for krydderierne.

1

Havtorn

(Foto: © Kaur Kristjan, Unsplash)

Du kan plukke vilde havtorn i efteråret og langt hen på vinteren.

Busken har de ondeste tjørne, og bærrene splatter nemt mellem fingrene. Alligevel elsker jeg alt ved havtorn. De er nærmest lidt som bærrenes svar på bandet Infernal:

De har lige så meget power som Lina Rafn. (Der er 15 gange så meget c-vitamin per gram i bærret som i en citron, og derfor lidt af en superfood.)

De er mega holdbare. Det er som om, at lige meget hvor gamle de bliver, så holder de sig friske (havtorn kan plukkes helt ind i det nye år.)

De er overalt. Infernal spiller på alt fra kræmmermarkeder til store største danske festivaler, og havtorn er præcis ligeså usnobbet. Du finder dem på alt fra motorvejsskråninger og sandet vesterhavsjord til vilde krat i byerne.

Selvom de er bøvlede at plukke, så er de besværet værd.

Du kan med fordel presse bærene til shots eller koge dem til havtornesaft. Bliver det for syrligt? Prøv denne nemme havtornsirup: Smelt 100 gram rørsukker på panden, og hæld en stor kop havtorn i. Rør rundt i blandingen og server den med en klat vaniljeis.

2

Græskar

(Foto: © James Wheeler, Pexels.com)

Først tog vi Valentinsdag til os, og så blev det Halloween.

Lige så meget som jeg hader halloweenpynt (Seriøst, hvorfor bruge penge på fake spindelvæv?), ligeså meget elsker jeg græskar.

Det danske klima er perfekt til græskardyrkning, og synet af en mark med tusindvis af græskar er både smukt og spacy.

Mine favoritter er klart varianterne hokaido og butternut squash (som altså er et græskar, trods navnet). Hokaido egner sig godt i en cremet græskarsuppe, butternut squash er til gengæld genial som ovnbagt. Prøv disse lækre græskarfritter med hjemmelavet mayonaise.

Du behæver ikke kæmpe med at få den tykke skræl af på disse sorter. Når græskarret er tilberedt, bliver skrællen blød som smør.

Og så er græslarre

3

Jordskokker

Jordskokker. (Foto: © Gitte Kjærbøl, Scanpix)

Jordskokker er de her små mærkelige knudrede knolde.

Man kan ikke helt overskue at købe dem, fordi man i bund og grund ikke aner, hvad de skal bruges til. Det er ærgeligt, for de smager altså virkelig godt. Smagen er lidt nøddeagtig. Konsistensen er perfekt til suppe. Prøv for eksempel denne her jordskokkesuppe med persille og ostebrød.

Hvis dine jordskokker begynder at spire så prøv at plant dem i lidt jord. De er meget nemme at få til at gro, ja de breder sig faktisk næsten som ukrudt.

4

Pærer

(Foto: © Joanna Kosinska, Unsplash)

Både september og oktober er pæremåneder.

I begyndelsen af oktober modner den sort, der hedder Conference, som både er saftig og sød.

Du kan bruge pærer i næsten alle de retter, du normalt putter æbler i, men pæretærten er et virkelig godt sted at begynde.

Og så er det en temmelig god undskyldning for at høvle en masse creme fraiche indenbords. Pærer er også suveræne i salater, fordi de tilfører et knasende element.

5

Rødbeder

Rødbeder findes både i en rund og en aflang form, hvor sidstnævnte er den mest udbredte i Danmark. (© Undsplash)

Rødbeden er de seneste år gået fra at være en usexet rodfrugt, man ikke kunne få af tøjet til duksen over alle rodfrugter.

Hvis du skal være rigtig sund, så riv den rå og spis den i en salat - og mix gerne med æbler.

Rå rødbede kan smage en anelse af jord, men den kan du få til at forsvinde ved at tilsætte lidt syre. Den kunne komme fra citron eller eddike i en marinade.

Du kan også nemt bage rødbeder, og så er der jo altid syltede rødbeder. I min verden kan rødbeder forvandle den mest kedelige leverpostejmad til et gourmetmåltid.

Rødbeder er overraskende nemme at sylte selv, hvis du vil lave lidt billige point til julefrokosten...

Har du fået lyst til at gå i køkkenet? Her får du tre solide opskrifter på lækre efterårskager, der ikke kan gå galt.