Gør du det også? Derfor skal du ikke bade dit grillkød i marinade

Marinade er lækkert, men tjek lige disse fire tips, inden du smører din mad ind.

Marinader kan gøre underværker. De kan ikke alene tilføje mere smag, men kan også gøre dit kød mere mørt og saftigt. (Foto: © Illustration: Oliver Seppo)

Der er ikke noget så dejligt som hurtige hacks, der kan gøre en kæmpe forskel i køkkenet. Og når det gælder marinader, er der også et par hacks, der er gode at have i ærmet, når der skal fyres op for grillen.

De fleste kan overskue at bikse en omgang marinade sammen, og mikser du den rigtige marinade, kan du med en lille indsats opgradere dit kød eller dine grøntsager flere niveauer.

Men hvordan laver man så den perfekte marinade, og hvordan sørger man for, at den suger godt nok ind i maden?

I disse uger er det højsæson for grill. I den anledning har vi lokket lidt ekspertviden ud af grillentusiast Sten Hisselholm. Sten Hisselholm har deltaget adskillige gange i DM i grill, og han griller mellem 200 og 250 dage om året. Han har derfor haft rig lejlighed til at eksperimentere med diverse marineringsteknikker.

Her får du hans fire vigtige marinadetips, som kan være værd at lure lidt på, inden du selv fyrer op:

1

Din marinade skal varmes op

Når du rister krydderier eller "brænder dem af", som man siger, så skal de faktisk ikke brankes på høj varme. Bare rist dem stille og roligt på middelvarme. Når krydderierne bliver varme, dufter de af mere, farven forandrer sig en anelse, og så er de klar til at blive brugt i din marinade. (Foto: © Gaelle Marcel/Unsplash.com)

Når Sten Hisselholm laver grillmarinade fra bunden, foregår det i en gryde: Først svitser han lidt løg og lidt æbletern i en anelse olie. Skal der grillkrydderier i marinaden, rister han også gerne dem af.

Når løg, æbler og diverse krydderier er svitset, tilføjer grillentusiasten de andre smagsgivere, som skal skabe balance i grillmarinadens smag.

- Du kan jo bruge mange forskellige ting, men jeg plejer at bruge eddike, sennep, salt og tomatpuré og måske lidt væske i form af vand eller alkohol af en art.

Men hvorfor overhovedet varme marinaden op? Kan man ikke bare blande den i en almindelig skål og slippe for en beskidt gryde?

- Selvfølgelig kan du det, men du får meget mere ud af smagene, når du steger det af. Dine løg og æbler vil blive sødere, krydderierne bliver mere intense, og du opnår simpelthen en mere kraftig marinade, forklarer Sten Hisselholm.

Når blandingen er varmen godt op, skal den blendes til en ensartet masse.

2

Husk at smage din marinade til

Som udgangspunkt er det en god idé altid at smage mad til, og det gælder også for marinader. Selvom du ikke er en mesterkok, kan du sagtens smage til. Bare stol på dine smagsløg og tænk dig godt om: Måske mangler marinaden saltsmag? Måske er den ikke sødlig nok? Måske er den bare kedelig og trænger til mere krydderi? (Foto: © Dovile Ramoskaite/Unsplash.com)

Dette punkt er næsten så åbenlyst, at det virker dumt at skrive, men ikke desto mindre er det vigtigt.

Når du har bikset din marinade sammen, skal du nemlig huske at smage den til, lyder rådet fra Sten Hisselholm.

Det virker måske simpelt, men alligevel er det bare noget, som mange mennesker glemmer. Og selvom det måske kan virke lidt snasket sådan at smage marinade til, så er det indsatsen værd, mener grilleksperten.

- Det er hele balancen i marinaden, som er afgørende, og tro mig, smagen sidder jo sjældent i skabet med det samme, så du skal ofte justere lidt med ekstra tomatpure, salt eller noget tredje for at ramme den rigtige balance, forklarer Sten Hisselholm.

3

Lad være med at bade dit kød i marinade

Når du griller, skal du helst undgå, at din mad bliver branket. Hvis dine bøffer, koteletter, kylling eller pølser er badet i en sukkerholdig marinade, er der stor risiko for, at sukkeret vil efterlade din mad branket og brændt. (Foto: © Matt Connor/Unsplash.com)

Selvom der findes masser af eksempler på kødretter, hvor kødet har godt af en lang og grundig marinering, så holder Sten Hisselholm faktisk lidt igen med marinaden, når han griller.

- Når man tilbereder mad på grillen, er det faktisk ikke en fordel, hvis dine bøffer, pølser eller kotelleter er badet i marinade. I mange tilfælde vil det øge risikoen for, at maden bliver branket. Derudover bliver din grill mere beskidt, end hvad godt er. Marinaden vil nemlig brænde sig fast til risten, siger Sten Hisselholm.

I stedet anbefaler han, at du smører marinaden på dit kød eller grøntsager undervejs.

- For det meste ville jeg pensle marinaden på lidt efter lidt i ganske tynde lag – og bare rolig – du kan sagtens smage marinaden alligevel.

4

Overvej, om du overhovedet har brug for marinade

Vi ved alle, at salt forstærker madens andre smage. Men hvilken funktion har peber så? Peber indeholder stoffet piperin, som giver en varm og lidt brændende følelse i munden. Især i grillmad kan friskkværnet peber gøre en stor forskel for smagsoplevelsen. (Foto: © Josh Massey/Unsplash.com)

Det sidste punkt er stik imod denne artikels præmis, for selvom marinader kan gøre underværker, kan de også stå i vejen for en ekstra god smagsoplevelse. Det gælder særligt, hvis du griller bøffer eller koteletter af særlig god kvalitet, mener Sten Hisselholm.

- Hvis jeg skal grille en god ribeye, så synes jeg faktisk ikke, det giver mening at marinere den. Selvfølgelig kan det da smage godt, men marinaden kan let overskygge den gode kødsmag, og så er det i min verden lidt ærgerligt med al den marinade – og spild af penge.

I stedet anbefaler Sten Hisselholm, at man bare kører bøffen eller koteletten i mål med lidt salt og peber.

Lav den ondeste marinade: Her får du opskriften på en vindermarinade, der blev kåret til Danmarks bedste i 2013. Siden da har den høstet mange begejstrede fans på dr.dk: