Det lyder nok lidt mærkeligt, men i september er det bare lidt nemmere at lave velsmagende mad
Og hvorfor så det?
Jo, der er nemlig det med september, at den er en højtid, når det gælder dansk frugt og grønt.
Det er nu, at blommerne, æblerne og pærene modner. I skoven er der stadig lidt brombær, og hvis man er heldig, kan man finde svampe.
Supermarkedshylderne er på samme måde proppede med gode danske kvalitetsgrøntsager.
Grøntsager der gør det nemt at få succes i køkkenet, fordi de smager godt fra starten af og ikke kræver de store krumspring for at blive til lækre knasende salater, fyldige gryderetter eller velsmagende supper.
September er i det hele taget bare en optursmåned, hvis du vil lave lækker mad og kager med karakter og desserter, der får gæster til at tigge efter opskriften. Her kommer lidt inspiration.
Pærer
Du kan få danske pærer i september og oktober, og de er altså det værd, for de smager simpelthen bare hundehamrende godt.
Tit render de danske æbler med opmærksomheden, men jeg vil gerne lige slå et slag for pærene, som med deres sprøde konsistens og søde frugtkød er direkte geniale i alt fra kager, desserter og ikke mindst salater.
Du går aldrig galt i byen, hvis du blander pærer med lidt kål, ristede nødder og store flager parmesan. Prøv iøvrigt at "skrælle" en parmesanost med en kartoffelskræller, så får du pæne store flager.
Og så er der selvfølgelig også pæretærten, som i min verden overgår alle andre frugttærter på planeten.
Tomat
Det er svært at forestille sig, at man engang kun brugte tomatplanter til pynt, men den er god nok. Da spanierne fragtede de første tomatplanter til Europa i 1500-tallet, anså man dem bare for pynteplanter.
Det var først to hundrede år efter, at man så lyset og opdagede, at de røde tingester, der dinglede ned fra de velduftende planter, faktisk ikke var giftige – og hurra for det.
I min verden er tomater uundværlige i et køkken – på lige fod med løg og kartofler. I september er der stadig lækre, friske, danske tomater at finde, og det er altså en god ide at hamstre lidt.
Har du gode tomater, er du nemlig et kort stykke vej fra at kreere verdens nemmeste salat: Tomatsalaten! Skær fire store tomater i tynde skiver og læg dem på en tallerken. Riv en frisk mozzarellaost over i cirka femten rustikke stykker og placer dem på tomaterne. Top herligheden med olivenolie, salt og frisk basilikum.
Du kan også eksperimentere med en hjemmelavet pastasovs lavet på friske tomater. Er dine tomater gode, kan du opnå et resultat, der er milevidt fra de færdige pastasovser, man køber.
Spinat
Jeg fatter egentlig ikke, hvorfor nogen snakker om spinat som en sur pligt. Det er som om, at bare, fordi den altid har haft ry for at være sund på Skipper Skræk-måden, så burde også smage ækelt.
Sagen er, at spinat ikke smager af så meget. Men når den er frisk og sprød, er den et lækkert grønt indslag i mange retter – som for eksempel i sommersalater, spinattærter og gryderetter. Spinat er også altid godt i dampet version – eventuet med lidt fløde i og salt i.
Lige nu kan du få dansk spinat, og den eneste ting du skal huske på, når du køber det friskt, er at købe meget. Det skrumper nemlig voldsomt ind ved tilberedning.
Blommer
Hvis du kan lide blommer, så er det om at købe dem nu - hvis altså ikke du er så svineheldig at have adgang til et blommetræ.
Lige nu er de danske blommer nemlig i sæson, og de smager sådan cirka tusind gange bedre end de sure standardblommer fra udlandet, man kan købe resten af året. Der findes mange forskellige sorter blommer, men de fleste har en dyb sødme og parfumeret smag. Du kan bruge dem i alt fra blommesyltetøj til salater og efterårets nemmeste kage: Crumble.
Generelt er crumblekager nemme at lave, svære at fucke up og usandsynlig lækre - uanset om du putter æbler, rabarber eller blommer i dem.
En af de mest populære opskrifter på dr.dk sidste efterår var denne opskrift på crumble med blommer og æbler. Det er tidligere bagedystfinalist Jon Edlund, der står bag den, og det har han altså klaret okay godt.
Makrel
Selvom den her artikel egentlig handler om al den frugt og grønt, du kan finde lige nu, så er der også plads til at anbefale en anden sæson-favorit: Makrellen.
Du kender den måske bedst i dåseform, når den svømmer rundt i sød tomatsovs.
Men frisk makrel kan bestemt også noget, og lige nu kan du selv på SU-budget købe frisk makrel uden at blive flået.
Makrellen smager ikke særlig stærkt af fisk, og det lyse kød har en lækker konsistens, når det bliver grillet eller stegt.
Prøv for eksempel denne nemme opskrift på skindstegt makrel. Du kan selvfølgelig også altid købe en røget makrel i supermarkedet og spise den på ristet rugbrød.