Hånden på hjertet: Vi kender efterhånden argumenterne for at droppe kødet og spise plantebaseret.
En grøn kost er bedre for planeten, for dyrene og for os selv. Modtaget. Og faktisk vil vi også gerne spise mere grønt, viser undersøgelser. Men hvorfor gør vi det så ikke?
Ifølge instagrammer og kogebogsforfatter Asta Just Schack handler det om at overvinde vanerne. Mange af os er vokset op på kød.
Ovnkylling, frikadeller og sovsede hakkebøffer er ikke blot nostalgi, det er også rutine.
- Derfor kan man ende med at stå med en pose kartofler eller en dåse kikærter nede i supermarkedet, i et forsøg på at lave et plantebaseret måltid, og tænke "Hvad fanden skal jeg med det her?", fortæller Asta Just Schack.
Hun præsenterer nogle af sine tanker i sin aktuelle kogebog 'Den mad, vi deler'. Opskrifterne har det til fælles, at de er plantebaserede og skal "skabe nydelse og glæde".
- Selvom det kræver en anden måde at tænke madlavning på, er det faktisk ikke så kompliceret at få grøntsagerne til smage af noget. Det kan gøres supersimpelt, så man ikke skal grave dybt hver gang, fortæller Asta Just Schack.
Hvor går man ofte galt i byen?
- Man tror, at det er nok at koge et hoved broccoli, for så spiser man jo grønt. Men nøjes man med at koge en kotelet, så smager den eddermame også kedeligt! Der skal ske noget med grøntsagerne, og de skal tænkes ind i en helhed, fortæller Asta Just Schack, der selv spiser vegansk.
- Det kræver, at man kender nogle tricks. Der er for eksempel nogen, der ikke ved, at det er en kæmpe fordel at bruge sødme i det salte køkken.
Asta Just Schack oplever prisen være en motivationsfaktor, når man begynder at spise plantebaseret. Ofte koster stor smag ikke særlig meget, når man spiser plantebaseret.
- Kød er jo dyrt, mens grøntsager sagtens kan være billig mad. Når du spiser plantebaseret kan du sagtens komme langt for få penge. Altså, tag for eksempel en dåse kikærter – den koster jo kun syv kroner.
Men uanset om du vil spise grønnere for at skære i madbudgettet, fordi du vil droppe kødet eller du bare mangler en gastronomisk saltvandsindsprøjtning, så kan man altid bruge inspiration.
Her deler Asta Just Schack nogle tips til nemt at få pakket mere grønt ind i maden. Det kræver faktisk bare de rigtige smagsgivere og håndtering.
Husk smagsgiverne
Når man skal lave et måltid med grøntsagerne i fokus er det let at købe stort ind fra grøntsagsafdelingen og tømme krydderikarusellen med smag fra alle verdenshjørner.
Asta Just Schack selv bruger altid fire basale smagsgivere til at finde den bedste smag frem i de grøntsager, hun tilbereder.
- Salt, olivenolie, sødme, peber. Det er simpelthen mit bedste trick. Jeg har altid en god olivenolie, hele peberkorn, som du kværner selv. Og selvfølgelig en god honning og flagesalt. Med de fire kondimenter, kan du gøre alt, fortæller Asta Just Schack og peger på denne kombination:
- For eksempel kan jeg godt lide blomkålsbuketter sammen med dijonsennep, agavesirup og kikærter. Giv det tyve minutter i ovnen ved 200 grader cirka. Server det med en salat – og hvad du lige har foodpreppet i køleskabet. Det kan jeg virkelig godt lide.
Lad blenderen gøre arbejdet
Der er ingen, der siger, at en suppe er noget, der skal koge timevis. Brug blenderen til at skyde genvej til lækre, cremede supper af sæsonens grønt, anbefaler Asta Just Schack.
En af hendes favoritter er at stege pastinakker og jordskokker af på en pande i nogle minutter. Derefter lader du det hele simre med vand tilsmagt med lidt hvidvin, timian, rosmarin og sennep i en 30 minutters tid til grøntsagerne er helt møre. Dernæst blender du det hele og smager det til.
Asta Just Schack anbefaler at bruge opskriften som skabelon til at eksperimentere med smagskombinationerne. For eksempel ærter og grønkål, rødbeder og kartofler og porre. Bare giv det samme behandling.
- Den bliver lækker og cremet, og serveret sammen med et godt stykke ristet surdejsbrød redder den altså en kold vinteraften.
Snyd lidt - og spar tid
Der er ingen, der siger, at man skal lave et helt måltid fra bunden for at kunne spise grønt og hjemmelavet. Slet ikke, hvis du har nogle snydekoder oppe i ærmet. Eller rettere, på køl.
Hjemme hos Asta Just Schack er der altid glas på køl med kimchi, pesto, confiterede hvidløg. Tilbehør, der er pakket med smag, kan holde op mod flere uger, og de er nemme at hive frem, når du skal lave middag og supplerer et måltid.
- Det gælder om at have foodpreppet nogle ting, der smager af noget, der vækker dit måltid til live. Ting, der nemt kan supplere måltiderne og som kan bruges til mange forskellige typer mad. Jeg har for eksempel fundet ud af, at confiterede hvidløg smager helt fantastisk til mange ting, blandt andet som erstatning for mayonnaise på brødet, fortæller Asta Just Schack.
Craver du også confiterede hvidløg nu? Her er Astas opskrift: