Hvor mange veganske bedstemødre kender du egentlig?
Mange forbinder nok en vegansk livsstil med en livsstil, man tilvælger, når man er ung, men historien om Alice Elbek er en undtagelse. Hun blev veganer som 82-årig, og inden da havde hun levet som vegetar siden 1970'erne.
Men hvordan får man egentlig ideen til blive vegetar i en tid, hvor resten af Danmark nærmest sværger til kød og kartofler, og hvor ord som plantefars og klimabevidsthed ikke engang eksisterede i ordbogen?
DR Mad har spurgt 86-årige Alice Elbek, som siden marts har levet i coronaisolation i sit hus i den østjyske by Hou.
- Dengang jeg stoppede med at spise kød, havde jeg ikke nogen overordnede ideer om, hvad det egentlig var, jeg lavede. Jeg er ikke sikker på, at jeg kaldte mig vegetar. Jeg fik bare en pludselig væmmelse ved at spise noget levende, der skulle slagtes, for at jeg kunne få et måltid mad.
Kattekillingen, der ændrede alt
Selvom Alice Elbek ikke husker det præcise årstal, hun stoppede med at spise kød, så husker hun tydeligt, hvad det var i hendes liv, der førte til denne pludselige kød-væmmelse.
Dengang i begyndelsen af 1970'erne var Alice Elbeks børn små. Da hendes to drenge en dag kom slæbende hjem med en kattekilling, som de havde lovet naboen at passe, satte det gang i en række tanker, hun aldrig før havde overvejet.
- Hele mit liv havde jeg aldrig haft noget med dyr at gøre. Jeg blev helt bekymret, for hvordan skulle jeg nu klare at tage mig af en kat, men det viste sig ikke at være så vanskeligt at passe på killingen, fortæller Alice Elbek, som tidligere har arbejdet som gymnasielærer.
- Langsomt gik det til gengæld op for mig, at det lille dyr lignede mine egne små børn. Det lyder måske underligt, men da jeg opdagede det, mistede jeg enhver lyst til at sætte tænderne i kød.
Fra den ene dag til den anden blev Alice Elbek vegetar, uden at hun havde nogen i sin omgangskreds, som levede på samme vis. Alligevel var hun langt fra ene om at tænke på dyrevelfærd.
Nye strømninger i Danmark
Få år forinden havde en britisk forfatter og dyrevelfærdsaktivist ved navn Ruth Harrison udgivet bogen 'Animal Machines', som i Danmark fik titlen 'Dyr på Samlebånd'. Herefter begyndte man for alvor at se bevægelser i Danmark, der kæmpede for at fremme dyrevelfærd.
Det var også på denne tid, at der kom fokus på kødproduktionens betydning for miljøet, og med hippiebevægelsens romantiske natursyn, hvor alle organismer blev opfattet som ligestillede, begyndte flere og flere at leve vegetarisk.
Men trods disse nye strømninger spiste størstedelen af danskerne stadig kød, kartofler og sovs til aftensmad, og Alice Elbek serverede da også fortsat kød for sin mand og deres fire børn. Hun anede simpelthen ikke, om det var sundhedsmæssigt forsvarligt for børnene med en kødfri kost.
Hendes egne vegetariske måltider, blev for det meste bare stykket sammen af tilbehøret.
- Jeg tror egentlig bare, at jeg prøvede mig lidt frem. Hvis de fik kotelet, så tilberedte jeg måske en schnitzel af aubergine. Det er jo heller ikke et kunststykke at putte lidt grøntsager i blenderen og lave farsen til frikadeller. Efterhånden blev jeg da bedre og bedre til det. Efter få år kom min mand med på vognen, og så kan jeg huske, at jeg gik på biblioteket og fandt en opskriftsamling.
Nej, mennesket er ikke et rovdyr
Måske kunne man tro, at Alice Elbeks nye livsstil skabte hovedrystende reaktioner, men folk i hendes omgangskreds sagde ikke rigtig så meget.
Det var først mange år efter, da Alice Elbek kom på Facebook, at hun opdagede, hvordan vegansk og vegetarisk livsstil kan gøre andre mennesker arrige og føre til ophedede diskussioner.
Og selvom hun ikke bedriver prædike-virksomhed, som hun kalder det, så går hun ikke af vejen for at blande sig i debatten i kommentarfelterne.
- Der findes mennesker på de sociale medier, som kan være virkelig vrede, og jeg har oplevet folk, som argumenterer for, at mennesket er et rovdyr, som behøver kød for at kunne overleve, siger Alice Elbek.
- Jeg vil ikke skændes med dem, men jeg kan da godt finde på at skrive lidt faktuelt om næringsindhold og vitaminer.
Generelt afholder Alice Elbek sig fra at fortælle andre mennesker, hvad de skal spise og ikke spise, fortæller hun.
- Når jeg har besøg herhjemme, så bestræber jeg på at lave velsmagende mad, som måske kunne være et argument i sig selv. Samtidig mener jeg også, at man som forbruger prædiker med sit dankort. Når man køber økologisk og biodynamisk, så tilkendegiver man sin mening, selvom den ikke har megen vægt.
Kødindustrien er modbydelig
Det er ellers ikke, fordi Alice Elbek mangler holdninger, som hun kunne prædike. Hun er langt fra tilfreds med den måde, den industrielle del af landbruget behandler dyr på.
- Jeg må sige, at jeg grundlæggende finder kødindustrien modbydelig, og jeg væmmes ved tanken om alle de dyr, som lever et dårligt og begrænset dyreliv bare for at blive slagtet, så vi kan spise dem.
Det var de samme overvejelser om dyrevelfærd, der spillede ind, da hun for snart fem år siden valgte at blive veganer.
- Da min mand døde, og jeg var blevet alene, fik jeg tilfældigvis indblik i, hvordan en almindelig dansk malkekos liv former sig, og det var ikke rart. Med den viden besluttede jeg mig for, at det ville jeg ikke være med til at støtte længere.
Selvom det ikke var svært for Alice Elbek at blive veganer, vil hun godt indrømme, at hun kan savne en god ost. Og hvis kræfterne rakte til mere end de højbede, hun har stående i haven, ville hun sådan set heller ikke have noget imod at holde høns, som hun kunne snuppe et æg fra i ny og næ.
- Jeg ville godt kunne leve med, at man havde et landbrug som i gamle dage, hvor dyrene havde navne, og det er ikke, fordi jeg mener, at man ikke må holde dyr. Men den måde vi opdrætter dyr for at spise dem, den er mig fremmed, siger Alice Elbek.
Hun håber stadig på, at der vil ske store omlægninger i det danske landbrugs produktionsmetoder, og hun har store forventninger til de kommende generationer, selvom hun godt ved, at det kan være en stor omvæltning for nogle at begynde at spise mindre kød.
- Det er min erfaring, at store ændringer tager tid, og jeg tror ikke, man kan speede processen op, men jeg tror på de kommende generationer. I dag er der virkelig mange gamle og stokkonservative mennesker, der ikke lader sig flytte, men de dør jo ud. Og selvom jeg ikke når at se en forandring i mit liv, så håber jeg, at det sker.