Adrenalinpumpende havtrend er drønpopulær: 'Det er næsten bedre end sex'

Lystfiskeri rimer på vilde naturoplevelser, platte jokes - og selvfanget aftensmad, hvis man er heldig.

(Foto: © Andreas Bro, Andreas Bro/DR)

Jeg elsker fisk. I hvert fald at spise fisk.

Det med at fange dem har jeg til gengæld ikke den store erfaring med.

På trods af, at jeg har været på enkelte fisketure som barn, kan jeg ikke mindes nogensinde at have haft bid – og da slet ikke at have fået fisken på land.

Det har jeg besluttet at lave om på. Jeg vil gå udenom supermarkedets køledisk i denne uge og i stedet fange min egen aftensmad. Ifølge Naturstyrelsen er jeg ikke alene om at kaste mig ud i lystfiskeriets glæder.

I løbet af foråret er der nemlig sket en stigning på 20 procent i salget af fisketegn sammenlignet med året før.

Jeg booker en tur med en fiskekutter og bestiller hurtigt det obligatoriske fisketegn til en enkelt dag, før jeg overhovedet ved, hvad jeg har kastet mig ud i.

Da jeg fortæller min mor om min forestående fisketur, reagerer hun med overraskelse og mistro i stemmen:

- Men, Nanna, du kan da ikke tåle at opsprætte en fisk?

Jeg kommer i tanke om en folkeskoletur til Kattegatcenteret i Grenaa, hvor jeg nærmest ikke turde røre ved fiskene i "klappebassinet" eller sove i tunnellen under hajbassinet med de andre fra klassen.

Jeg husker, hvordan jeg overlod det til mine klassekammerater at stå for opsprætningen af en blæksprutte, så jeg slap for at røre ved det væmmelige væsen. Jeg bliver pludseligt lidt nervøs for, hvordan jeg vil reagere, hvis jeg fanger noget på turen.

Platte jokes og varm velkomst

Jeg cykler mod Nordhavn en tirsdag eftermiddag omkring klokken 16 for at finde kutteren 'Fyrholm', som dagligt tager både erfarne og uerfarne lystfiskere med på jagt efter blandt andet torsk og fladfisk.

Solen bager på mine arme, og jeg priser mig lykkelig for, at jeg ikke valgte en af morgenturene, der stævner ud klokken syv. Vejen mod Nordhavn føles særligt lang i varmen, så det er en lettelse, da jeg endelig ser det genkendelige Svanemølleværket tårne frem på himlen foran mig.

Ifølge Google Maps betyder det nemlig, at jeg er lige ved at være der.

Da jeg når til Fyrholm, er båden allerede fyldt af solbrune mænd, der, modsat mig, ikke ligner nogen, der skal på deres jomfrurejse på Øresund. De har allerede været der et par timer for at indtage deres foretrukne plads på båden - og for at hygge sig. Jeg spørger to af mændene efter Martin Hubert, som har indvilliget i at være min læremester for aftenen.

- Martin Hubert? Skylder han dig penge?, griner de flabet.

Han ankommer og ryster grinende på hovedet af sine fiskerkollegers kommentar. Jeg kan vist lige så godt vænne mig til en perlerække af mere eller mindre platte jokes, og jeg må gøre mit bedste for at besvare deres vittigheder med kække bemærkninger resten af aftenen.

- Det er det friskeste fisk, du får ved at fange det selv, og det er den mest skånsomme måde overhovedet at drive fiskeri på. Det, du køber i butikkerne, har typisk været dødt i mindst fire-fem dage, før det når til butikken. Nogle plejer at beskrive den der fiskesmag, som "ad, det smager af hav", men nej, det smager af fordærvethed. Velbekomme, griner Martin Hubert. (Foto: © Andreas Bro, (c) DR)

43-årige Martin Hubert er medejer af Spar Lystfiskeri og skipper på kutteren Fyrholm.

Han byder mig på en kop kaffe i det lille styrehus på midten af båden, som har mere end 70 år på bagen. Den er præcis, som jeg forestillede mig, en fiskekutter ville se ud. Det brune rat, tre-fire skærme og et væld af knapper skal under kyndig betjening af Martin Hubert styre os i retning af et område i Øresund med gode chancer for at hale sig en torsk hjem til middagsbordet.

Vi tager en snak om de strabadser, jeg har udsat mig selv for. Han fortæller, at de på det seneste får flere og flere af "sådan nogle" som mig med på turene. Unge, uerfarne mennesker, der vil prøve lykken i havets store lotteri.

Han forklarer, at der er mange torsk i Øresund lige nu, hvilket bestemt ikke lægger en dæmper på min forventning om at få noget på krogen i dag. Martin Hubert får mig dog hurtigt ned på jorden igen.

- Man skal altid gå til det med ydmyghed og så glæde sig over overraskelsen, lyder hans velmenende råd.

Vi aftaler, at han sætter mig ind i alt det praktiske ved fiskeriet, når vi er kommet til søs. Han har heldigvis sørget for fiskestang og et par forskellige blink til mig.

Kort efter stævner vi ud fra kajen og væk fra byen.

- No way back, tænker jeg.

Solen skinner fra en skyfri himmel og glimter i vandet. Jeg går en tur rundt på den lille kutter, der har omkring 20 personer ombord. Passagererne består af tre-fire kvinder inklusive mig selv og en stor flok mænd, der lader til at kende hinanden.

Én af fiskerne foretrækker at grille fisken med ben og skind, for det giver mest smag. En anden ynder at stege fileterne på panden i smør, og en tredje foreslår at lægge torskefileterne på en bund af porrer og madlavningsfløde og tilberede herligheden i ovnen i cirka 45 minutter. (Foto: © Andreas Bro, (c) DR)

Jeg snakker med at par af de garvede fiskere under sejladsen. En ung mand fortæller, at han fisker flere gange om ugen, på trods af at han faktisk ikke selv spiser fisk. Så er det måske meget godt, at der bliver solgt grillede pølser og Underberg i bådens kahyt, tænker jeg.

Han er konkurrencefisker, og hans foretrukne fisk at fange er gedden. Den giver en del mere modstand end en torsk og en helt særlig "mand mod dyret"-følelse, forklarer han.

- Sådan et geddehug er næsten bedre end sex, griner han.

Gedden har dog ikke ry for sin velsmag, så for en nybegynder som mig, der gerne vil nyde det spiselige udbytte af fiskeriet og ikke er så vant til "kampen" endnu, er torskefiskeriet nok en god start, mener han.

På gyngende grund

Martin Hubert ringer med klokken inde fra styrehuset som tegn på, at vi nu er ankommet til det første stop på turen.

De erfarne har snøren i vandet, længe før jeg overhovedet er nået hen til min lånte fiskestang.

Jeg kigger på stangen. Låsen, der kan slås til og fra for at holde linen, og et håndtag, der skal drejes på, når man haler ind, vækker genkendelse hos mig. Og så selvfølgelig de spidse kroge på fanget i enden af linen, som man helst skal holde et vågent øje med for ikke at sætte andres liv i fare. Men hvordan jeg rent praktisk lige skal håndtere den tre meter lange stang, aner jeg ikke.

Martin Hubert kommer mig hurtigt til undsætning. Han forklarer mig teknikken og viser mig et kast med stangen. Det ser nemt ud, når han gør det.

Da jeg selv får stangen i hånden, er det ikke helt så enkelt. Jeg kaster akavet fiskestangen ud et par gange, som Martin Hubert har lært mig, men det føles bare ikke helt rigtigt. Jeg får at vide, at jeg skal "mærke fanget ramme bunden", og da jeg ikke vil tabe ansigt, siger jeg tøvende: "Det kan jeg vist godt mærke". Fake it, till you make it.

Efter et stykke tid, hvor jeg uden ord har famlet i blinde, mærker jeg noget hive hårdt fat i min stang nede fra dybet.

- Så er det nu, tænker jeg. Eller også råber jeg det højt af ren og skær begejstring?

Martin Hubert hører mig i hvert fald og står heppende, opmuntrende og lettere kommanderende ved min side, mens jeg kæmper en brav kamp med fiskestang, torsk og min egen styrke. Tiden går på samme tid ekstremt hurtigt, men også uoverskueligt langsomt, mens jeg venter på at se fisken sprælle i havoverfladen.

  • Jeg har glemt at spørge Martin Hubert, hvordan jeg lige skal forholde mig, hvis jeg får bid, så jeg ender med at holde stangen akavet under armen, mens jeg febrilsk haler linen ind. (Foto: © Andreas Bro, (c) DR)
  • Senere lærer jeg, at det kan gøre processen lidt lettere at sætte enden af stangen i låret for at holde den bedre på plads. (Foto: © Andreas Bro, (c) DR)
  • Det føles pludseligt lidt voldsomt, da fisken kommer i hovedhøjde. (Foto: © Andreas Bro, (c) DR)
1 / 3

Bingo. Martin Hubert afliver den, og fisken lander lige ved siden af mig på båden. Det er nok mere held end forstand, men det er lige meget for mig i det øjeblik.

En underlig stolthed, som jeg ikke har følt før, suser igennem kroppen. Jeg kan slet ikke skjule det, og jeg nok nærmest hviner over min overdådige fangst på hele 1.300 gram. Den synes længere end en nyfødt baby og vejer en del mere end en liter mælk, så jeg er godt tilfreds. Jeg føler, at jeg har besejret havet, selvom jeg godt ved, at en fisk på 1.300 gram er en standard fangst for de fleste andre på båden.

Da min fangst skal foreviges, får jeg at vide, at jeg skal holde fisken langt frem mod kameralinsen og holde mig selv i baggrunden. Det handler om perspektiv for at få fangsten til at se stor og imponerende ud. (Foto: © Andreas Bro, (c) DR)

Seancen foregår til stor fornøjelse for mine medfiskere, som ikke har kunnet undgå at høre mit glædesudbrud, der varer ved i flere minutter og stadig sitrer i kroppen, da jeg optimistisk smider linen ud igen.

- Så skylder du en omgang!, råber de, for det er tradition at give en omgang øl til resten af holdet på båden, når man har slået sin personlige rekord.

Jeg forstår pludselig, hvad Martin Hubert mente, da han fortalte mig, at han selv efter 36 års fiskeri stadig får et kæmpe adrenalinkick, hver gang han får en fisk på krogen. Jeg er hermed blevet bidt af at få bid.

Mit delmål er nået: Jeg har fanget min egen fisk. Men aftenens strabadser er langt fra ovre.

Martin Hubert lader mig da heller ikke hvile for meget på laurbærrene på den sidste del af turen.

Efter min første fangst fortsætter jeg et stykke tid uden gevinst. Da jeg endelig har bid igen og kæmper for at hale fisken ind, finder jeg ud af, at det slet ikke er en torsk, jeg har på krogen. Det er et kæmpemæssigt stykke tang. Men det kan også tages med hjem og spises som tangsalat, i en pesto eller i en tørret version. (Foto: © Andreas Bro, (c) DR)

- Hvis linen er aktiv, er den effektiv, råber han til mig, da han fanger mig i et svagt, afslappet øjeblik.

Jeg når ikke mere, for kort efter ringer han med klokken for sidste gang. Vi skal sejle tilbage til Nordhavn, og selvom jeg ikke er blevet beriget med flere selvfangne fisk, venter den næste - og måske største - udfordring lige om hjørnet.

Sandhedens time

Den nemme løsning ville være at få en af de erfarne til at gøre det beskidte arbejde for mig. Men bordet fanger. Jeg har allerede indvilliget i selv at sprætte min selvfangne fisk op og partere den.

Da jeg kigger på min fangst i baljen, rammer stoltheden mig igen. Nu skal jeg gøre det her klistrede kræ til noget appetitligt.

  • Det kræver snilde og rolige hænder at partere en fisk. (Foto: © Andreas Bro, (c) DR)
  • Jeg får lov at prøve et par stykker af. Til sidst lykkes opsprætningen i første hug. (Foto: © Andreas Bro, (c) DR)
1 / 2

To gæve fiskere hjælper mig med at håndtere den stadig let sprællende fisk, så jeg kan få indmaden ud og skære mig et par flotte fileter.

Jeg emmer af ærefrygt og respekt for mine nye fiskervenner, som jeg knap nok kender navnene på, men alligevel føler en vis samhørighed med efter denne tur. Måske er det netop dét, der gør, at jeg fuld af overraskelse over mit eget mod, tager tyren ved hornene – eller fisken ved gællerne - og makker ret, når de venligt, men kontant forklarer mig, hvordan jeg skal bære mig ad.

- Du skal stikke fingeren ind i øjet på den og knække nakken bagover sådan her. Så trækker du kniven fra struben og hele vejen ned til røvhullet, siger en af dem seriøst.

Med bævende hænder og kyndig vejledning lykkes det mig til sidst at lægge det rigtige snit, så jeg kan hive indvoldene ud. Jeg får fat i torskens lille hjerte, som stadig pumper, da jeg holder det i mine hænder. Jeg føler mig nærmest uovervindelig.

Jeg sender en tanke til min skeptiske mor. Mama, I made it.

- I henhold til reglerne må man jo tage fem torsk med hjem per person. Fladfisk, hornfisk og makreller er der ikke begrænsninger på, så der kan man tage med hjem til en tre-fire måneder, hvis man kan fange så mange, fortæller Martin Hubert. (Foto: © Andreas Bro, (c) DR)

Efterhånden har jeg flået fisken så meget fra hinanden, at vi kan putte et par mere eller mindre vellykkede fileter i en frysepose, som jeg kan tage med hjem i cykelkurven.

Skibet er nået sikkert i havn, og jeg takker min læremester og resten af besætningen for en begivenhedsrig jomfrurejse.

Gaderne er fyldt af høj musik  fra ghettoblastere og velduftende mennesker, da jeg cykler hjem. Det er en stor kontrast til det stille Øresund, jeg lige har befundet mig på. Jeg er pludseligt meget bevidst om den dunst af fisk, sved og indvolde, jeg udsender til mine medtrafikanter på cykelstien og får en smule ondt af de stakler, der cykler bag mig.  (Foto: © Andreas Bro, (c) DR)

Fra Øresund til min mund

Efter et bad og en god nats søvn skal sidste etape af mit fiskeeventyr besejres. Der skal mad på bordet. I denne disciplin føler jeg mig dog trods alt lidt mere på hjemmebane, end jeg gjorde aftenen forinden ude midt i Øresund.

Nye danske kartofler, smørsovs med persille, edamamebønner og en sprødstegt torskefilet vendt i hvedemel og stegt i kort tid ved høj varme i smør og olie. (Foto: © Nanna Nørby Hansen, (c) DR)

Jeg har stadig lidt ondt i hånden af at holde så godt fast ved stangen og føler mig behageligt ør i kroppen, da jeg skal til at omsætte dyret til et måltid.

Jeg vælger at holde det enkelt. Den friske fisk skal ikke overskygges af en masse komplicerede smage.

Den stegte filet falder fra hinanden i fine, blanke flager, da jeg stikker i den med gaflen. Den smager mildt og delikat, lige som den skal, og følelsen synes milevidt fra supermarkedets industriindfangede variant.

Måske fordi den bare er en del friskere end dem, der ligger i køledisken. Eller måske fordi jeg måtte overvinde både fiskestang, filetering og min egen frygt for at kunne skabe dette måltid.

Martin Hubert har gjort det i 36 år. Jeg har gjort det i én dag. Men følelsen er den samme. Helt enestående.

Det her er et af de måltider, jeg ikke lige vil glemme foreløbig. Og selvom indsatsen krævede en del mere tid og kræfter end min vanlige aftensmad, så ville jeg med glæde gøre det hele igen - fangst eller ej.

Her kommer et par lækre opskrifter med torsk. Obs: De kan laves uanset, om du har fanget den selv på havet - eller i køledisken: