Det første reelle udlændingevalg er overstået. I tykke tobakståger og under højlydte skænderier forhandler den nyudnævnte integrationsminister Bertel Haarder den største reform af udlændingeloven i 19 år med Dansk Folkepartis to præster, Søren Krarup og Jesper Langballe. Der skal strammes gevaldigt, men de er grundlæggende uenige om hvad målet er med stramningerne. Tre år senere er Haarders efterfølger, Rikke Hvilshøj, også omgivet af røg - men en mere uhyggelig slags - da aktivistgruppen Grænseløse Beate sætter ild til hendes bil og villa, imens hele familien sover.
Vært: ABdel Aziz Mahmoud.
Manus og tilrettelæggelse: Emil Rothstein-Christensen.
Redaktør: Rune Sparre Geertsen.
Produceret af Filt CPH.
Verdens bedste lov
Verdens bedste lov stiller skarpt på udlændingelovgivningens brogede historie. Fra 1983 da et næsten enigt folketing, inklusive Venstre, Konservative og socialdemokraterne, vedtog dét, nogen kaldte "verdens mest menneskevenlige lov" - til i dag hvor næsten alle på Borgen er enige om at føre en af europas mest restriktive udlændingepolitikker og hvor ikke engang kvoteflygtninge lukkes ind længere.