"Vi står i en skæbnestund. Hvis vi giver efter, så taber vi," sagde vores statsminister i sin nytårstale, og hvem det er, der truer os, nævnte hun helt konkret. Det er Rusland, Iran og Nordkorea, som på hver deres måde støtter Rusland direkte, og så Kina, der støtter Rusland indirekte. Statsministeren mener, at "vi skal opruste i Europa for at undgå krig og for at sikre fred og frihed." Regeringen har da også besluttet, at vi skal bruge 150 milliarder på vores forsvar i de kommende år. Som borgere skal vi alle forberede os på hybridangreb, som kan betyde, at vi skal kunne overleve i perioder uden internet, strøm og vand. Der er vel ingen tvivl: Vi lever i urolige tider, og vi skal forberede os på scenarier, som ingen troede var mulige for bare få år siden. Og for at det ikke skulle være nok, så er der senest sket det opsigtsvækkende, at Trump har proklameret, at han vil erhverve sig Grønland og, hvis Danmark modsætter sig, bruge sanktioner og endda militærmagt for at nå sit mål. Hvem havde troet, at USA ville true en NATO-allieret? I Udsyn i dag snakker vi med seniorforsker på DIIS Mona Sheikh om, hvad det egentlig er for dynamikker, der tvinger verden i en mere ustabil retning, og ikke mindst hvordan vi agerer bedst muligt i en stadig usikrere og farligere verden.
Vært: Kaspar Colling Nielsen.
Udsyn
Hvad har klimaet med krig at gøre? Er kriser og kærlighed forbundne? Kan vild natur bygges? Er vi på vej mod kaos og verdenskrig eller en mere retfærdig og fredelig verden? Hver weekend udfolder vært og forfatter Kaspar Colling Nielsen sammen med landets førende eksperter tidens vigtigste temaer for at forsøge at forstå de kræfter og logikker, der styrer de dramatiske udviklinger i samfundet.