Vi skal have meget mere skov i Danmark. 250.000 hektar, svarende til et areal på størrelse med Fyn. En del af skovene skal være vilde. Altså ikke plantageskove, sået i rækker og efter sorter, som dem vi har i dag, men rigtig vild skov, hvor træerne får lov til at formulde og give liv til mos, svampe og et væld af insekter, og hvor langt flere fugle og pattedyr vil kunne trives. Det lyder smukt og besnærende, men hvad hvis vi ikke kan lide det, der kommer frem? Og hvis det er os, der skaber skoven, er den så overhovedet rigtig vild? Det undersøger Udsyn sammen med Carsten Rahbek, der er professor i biodiversitet og leder af Center for Makroøkologi, Evolution og Klima på Københavns Universitet.
Vært: Kaspar Colling Nielsen.
Udsyn
Hvad har klimaet med krig at gøre? Er kriser og kærlighed forbundne? Kan vild natur bygges? Er vi på vej mod kaos og verdenskrig eller en mere retfærdig og fredelig verden? Hver weekend udfolder vært og forfatter Kaspar Colling Nielsen sammen med landets førende eksperter tidens vigtigste temaer for at forsøge at forstå de kræfter og logikker, der styrer de dramatiske udviklinger i samfundet.