Aedes-myg kan overføre zika-virus til mennesker.
Virussen giver normalt kun milde symptomer, som for eksempel feber og hovedpine. Men den er mistænkt for også at være skyld i, at mange børn bliver født med for små hoveder.
I øjeblikket er der zika-virus i 39 lande i verden, og Verdenssundheds-organisationen WHO har sagt, at virussen er en trussel for hele verden.
WHO vil forske mere i zika-virus
WHO har nu lavet en plan for, hvordan verden kan bekæmpe zika-virus inden slutningen af juni måned.
Planen koster 56 millioner dollars, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Planen vil holde mere øje med, hvordan virussen udvikler sig. Den vil også have mere forskning i, hvordan zika-virus spreder sig og arbejde for, at man hurtigere laver en vaccine mod virussen.
/ritzau/