VIDEO Rohingyaer på flugt siger, at de har mistet alt

Over en halv million rohingyaer er flygtet fra militæret i Myanmar til flygtningelejre i Bangladesh. Her lever flere i frygt og sorg.

Rohingyaerne er et muslimsk folk. Der er cirka 1,1 millioner rohingyaer i Myanmar, hvor de er et mindretal.

FN siger, at militæret begår etnisk udrensning mod rohingyaerne, og ifølge Amnesty International bliver rohingyaerne dræbt og voldtaget, og deres huse brændes ned.

Derfor er flere end 530.000 rohingyaer i løbet af to måneder flygtet fra militæret i Myanmar til flygtningelejre Bangladesh.

Flygtning: Jeg græder hele tiden

En af de største flygtningelejre er Kutupalong i området Cox’s Bazar. Her bor Mohammed Rafik og Senura Bagum, som flygtede fra Myanmar med deres to børn.

- Vi har mistet alt, men vi har stadig vores børn, siger Mohammed Rafik.

- Jeg er meget ked af det og ulykkelig. Jeg græder hele tiden. Socialarbejderne spørger mig, hvorfor jeg græder, og så fortæller jeg dem om mit liv her i lejren, siger Senura Bagum.

Hver dag kommer der nye flygtninge

Hver dag kommer der nye flygtninge til lejrene i Bagladesh, men lejrene er allerede presset til bristepunktet.

- Hver dag tænker jeg på mit gamle liv. Jeg bekymrer mig nat og dag, siger Mohammed Rafik.

- Vi ved ikke, hvad fremtiden bringer. Vi kan kun håbe, at gud vil hjælpe os, siger Senura Bagum.

I videoen foroven kan du se flygtningelejren Kutupalong i Bangladesh.

/ritzau/ DR Nyheder