Robert Mueller er tidligere chef for FBI i USA. Sidste år blev han bedt om at undersøge, om Rusland forsøgte at påvirke den amerikanske valgkamp, så Donald Trump ville vinde.
Robert Mueller har allerede tiltalt 20 personer og tre firmaer for at have blandet sig i valget. Nu er yderligere 12 russiske efterretningsofficerer blevet tiltalt.
De 12 efterretningsofficerer er blandt andet anklaget for at have hacket Demokraternes computernetværk, da Hillary Clinton var præsidentkandidat i 2016.
Anklage: Russere hackede og stjal informationer
Rod Rosenstein er vicejustitsminister i USA. Ifølge ham hackede russerne valgsystemet og stjal informationer om en halv million vælgere.
Nogle af russerne skulle have udgivet sig for at være amerikanske statsborgere og kommunikeret med personer i Donald Trumps kampagnestab, der ikke vidste, hvem de talte med.
Ifølge Rod Rosenstein lavede russerne falske profiler på internettet for at offentliggøre de stjålne informationer i starten af juni 2016.
Rusland: Der er ingen beviser
Rod Rosenstein siger dog, at der er ikke er beviser for, at nogen af amerikanerne bevidst har været i kontakt med de russiske efterretningsofficerer. Der er heller ikke beviser for, at den påståede hacking har påvirket stemmerne.
Ifølge Rusland er der ingen beviser i tiltalen mod de 12 efterretningsofficerer. Rusland mener, at tiltalen er et forsøg på at ødelægge atmosfæren inden et møde mellem Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Donald Trump på mandag.
Donald Trump har flere gange sagt, at undersøgelsen er en ”heksejagt” fra hans modstanderes side. Han siger, at der ikke var noget ”aftalt spil” mellem hans kampagne og russerne under valget.
Sådan gjorde de 12 russere ifølge anklagerne
- •
- •
Russerne er blandt andet anklaget for at have hacket Demokraternes computernetværk, skaffet sig adgang til Hillary Clinton-kampagnens mailkonti og stjålet informationer om en halv million vælgere.
- •
Ifølge anklagerne lavede russerne falske profiler på internettet for at offentliggøre de stjålne informationer i starten af 2016.
- •
De anklagede russere havde installeret software for at spionere på brugere og læse deres e-mails.
- •
Anklagerne handler også om hvidvask gennem krypteret valuta.
- •
Nogle af russerne skulle have udgivet sig for at være amerikanske statsborgere og kommunikeret med personer i Donald Trumps kampagnestab, som ikke vidste, hvem de talte med.