Volkswagen snød med over 11 millioner biler

Det tyske firma Volkswagen fik over 11 millioner biler til at se mere miljøvenlige ud, end de var i virkeligheden.

Aktierne på det tyske bilfirma Volkswagen er faldet med cirka 20 procent, fordi de amerikanske myndigheder truer firmaet med en kæmpe bøde. (Foto: © Kim Hong-Ji, Scanpix)

De amerikanske miljømyndigheder truer den tyske bil-fabrikant Volkswagen med en bøde på næsten 120 milliarder kroner, fordi Volkswagen fuskede med sine biler.

Volkswagen fik bilerne til at se ud, som om de forurenede mindre, end de i virkeligheden gjorde.

Volkswagen har solgt over 11 millioner biler i hele verden med den falske software.

Bilerne udleder farlige gasser

Volkswagen har indrømmet, at firmaet snød med softwaren i VW-dieselbiler.

Bilerne udleder mange flere sundhedsskadelige gasser, end Volkswagen havde oplyst.

Michael Horn er administrerende direktør for Volkswagen i USA og sagde mandag, at hans firma "fuldstændig har klokket i det".

Ved ikke, om Danmark er indblandet

USA’s justitsministerium undersøger også sagen, mens EU siger, at det er for tidligt med en europæisk efterforskning for at finde ud af, om Volkswagen også har snydt i Europa.

Søs Righolt Ilum fra Volkswagen i Danmark siger dog, at firmaet undersøger, om biler i Danmark også er blevet forfalsket.

- Vi arbejder i Danmark på højtryk for at finde ud af, om nogle af de pågældende biler er på det danske marked, skriver hun til DR Nyheder.