Usikkerhed og uro på Krim

I Kiev har parlamentet godkendt en ny regering for Ukraine. Men på den ukrainske halvø Krim vil mange ikke acceptere, at landets tidligere præsident er afsat.

Demonstranter med russiske flag foran det parlament, som er blevet besat på Krim. En stor del af befolkningen på Krim er russere. (Foto: © David Mdzinarishvili, Scanpix)

 

I Kiev har parlamentet godkendt en ny regering for Ukraine. Men på den ukrainske halvø Krim vil mange ikke acceptere, at landets tidligere præsident er afsat.

Torsdag morgen blev et lokalt parlament på halvøen Krim besat af bevæbnede mænd. De vil ikke acceptere, at parlamentet for hele Ukraine har afsat landets tidligere præsident - Viktor Janukovitj.

Samtidig mener de bevæbnede mænd, at Krim skal være en del af Rusland. På Krim er en stor del af befolkningen russere, og selv om halvøen hører til Ukraine, så har den russiske hær flådebaser på Krim.

Russiske soldater sendt på øvelse

Situationen i området er også spændt, fordi den russiske hær netop har sendt soldater på øvelse tæt på grænsen til Ukraine.

DR-journalist Henrik Lerche er lige kommet hjem fra Ukraine. Han er ikke overrasket over, at russisk militær er gået i gang med en øvelse.

 - Det er sådan noget, russerne gør, når de vil vise, at de er på mærkerne. Det er ikke nødvendigvis en aggression, men et klassisk russisk signal om, at de ikke er glade for, hvad der sker, siger Henrik Lerche.

Rusland vil beskytte tidligere præsident

Tidligere på torsdagen sagde den russiske regering, at den stadig regner Viktor Janukovitj som Ukraines præsident. Rusland har også sagt, at landet er klar til at beskytte den tidligere præsident.

Viktor Janukovitj gemmer sig, fordi den nye regering vil anholde ham.

Regeringen mener, at Viktor Janukovitj er skyld i drabene på demonstranter i Kiev i sidste uge.

Her døde flere end 100 mennesker i kampe mellem politi og modstandere af den tidligere præsident.