USA har aflyttet EU's kontorer

Et dokument fra den tidligere amerikanske efterretningsmedarbejder Edward Snowden afslører, at USA aflytter EU.

Martin Schulz er formand for EU-Parlamentet. Han forlanger en hurtig og grundig forklaring fra USA efter Der Spiegels afsløringer om USA's spionage af EU. (Foto: © Laurent Dubrule, Scanpix)

 

Et dokument fra den tidligere amerikanske efterretningsmedarbejder Edward Snowden afslører, at USA aflytter EU.

USA har hemmeligt aflyttet flere af EUs kontorer og fået adgang til interne computernetværk, skriver det tyske magasin Der Spiegel. Magasinet skriver, at det har flere hemmelige dokumenter, der beviser spionagen.

Dokumenterne har magasinets journalister fået af Edward Snowden, som i øjeblikket på flugt fra de amerikanske myndigheder. Snowden har tidligere været ansat i USAs sikkerhedstjeneste, National Security Agency (NSA).

NSA har aflyttet telefoner og mødelokalerDet nye dokument beskriver, hvordan NSA har aflyttet kontorer og udspioneret EU's interne computernetværk i Washington og FN.

Sikkerhedstjenesten har både aflyttet samtaler og telefonopkald og skaffet sig adgang til hemmelige dokumenter og e-mails.

Ifølge Der Spiegel har NSA også aflyttet telefonsamtaler i den bygning i Bruxelles, hvor alle EU's stats- og regeringschefer mødes til topmøder.

Det kan få alvorlige konsekvenser

Den tyske formand for EU-Parlamentet Martin Schulz er meget forundret over, at USA har aflyttet EUs kontorer:

- Jeg er dybt bekymret og chokeret over beskyldningerne om, at amerikanske myndigheder spionerer i EU's kontorer, siger han.

- Hvis beskyldningerne er sande, vil det være en ekstrem alvorlig sag, som vil få alvorlige konsekvenser for forholdet mellem EU og USA, siger Martin Schulz.

Han forlanger nu en hurtig og grundig rapport fra de amerikanske myndigheder, der skal give klarhed over Der Spiegels informationer.

/ritzau/Reuters