Tyrkiet suspenderer over 9000 fra politiet

9000 personer er nu blevet suspenderet fra politiet i Tyrkiet. Siden kupforsøget sidste år er i alt 120.000 blevet fyret eller suspenderet.

På billedet ses nogle af de over 1100 personer, som onsdag blev anholdt. De er mistænkt for at have en forbindelse til Gülen, som præsident Erdogan mener stod bag kupforsøget sidste år. (Foto: © OLCAY DUZGUN, Scanpix)

I juli 2016 forsøgte soldater fra det tyrkiske militær at vælte Tyrkiets præsident Erdogan.

Erdogan mener, at den tidligere imam Fethullah Gülen stod bag kupforsøget.

Nu har Tyrkiet suspenderet 9103 politi-ansatte, fordi de er mistænkt for at have forbindelse til Gülen. Det siger tv-stationen CNN Türk.

Mange tusinder er anholdt siden kupforsøget

Onsdag anholdt politiet 1120 personer, som er mistænkt for at have forbindelse til Gülen.

Det skriver nyhedsbureauet Anadolu.

I alt har omkring 47.000 personer været anholdt siden kupforsøget, og 120.000 er blevet fyret eller suspenderet.

/ritzau/Reuters