Trump angriber Assads militærbase med missiler

USA affyrer 59 missiler mod en syrisk militærbase efter giftgas-angreb i Syrien.

Missilerne blev affyret fra to militær-skibe i Middelhavet. (Foto: © SEAMAN FORD WILLIAMS / HANDOUT, Scanpix)

I tirsdags mistede mindst 86 mennesker i Syrien livet i et angreb med giftgas. Mange af dem var børn.

Amerikanerne mener, at den syriske regering står bag giftgas-angrebet.

USA har derfor affyret 59 krydsermissiler mod en syrisk militærbase, der er kontrolleret af den syriske regering.

Trump: Der skal gøres noget

Torsdag sagde USA’s præsident, Donald Trump, at giftgas-angrebet er nedværdigende mod menneskeheden.

Han sagde også, at der skal gøres noget mod Syriens præsident, Bashar al-Assad.

Angrebet med missiler er første gang, USA direkte blander sig militært i den seks år lange borgerkrig i Syrien.

/ritzau/