Den syriske by Aleppo har siden 2012 været delt mellem den syriske regering i vest og oprørerne i øst.
Regeringens hær har længe bombet de områder, som oprørerne kontrollerer, og det er også gået ud over byens indbyggere.
På kun ét døgn er over 10.000 indbyggere nu flygtet fra den østlige del af Aleppo. Det siger Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (SOHR).
Øjenvidne: Der faldt mange bomber
Indbyggerne er enten flygtet til den vestlige del af Aleppo eller til nordlige områder i byen.
Et øjenvidne fra det vestlige Aleppo siger til nyhedsbureauet Reuters, at der hele natten til mandag ikke har været nogen pause i bombningerne af oprørernes områder.
Tidligt mandag morgen indtog regeringens hær et af oprørernes områder, og nu har hæren kontrol over 90 % af det østlige Aleppo.
/ritzau/AFP