OVERBLIK Disse synspunkter er Macron og Le Pen enige om

I aftes debatterede Frankrigs to præsidentkandidater mod hinanden i en hård tone. Men der er også punkter, hvor de to kandidaters politik ligner hinanden.

På billedet ses de to præsidentkandidater Marine Le Pen (til venstre) og Emmanuel Macron. (Foto: © Eric Feferberg, Scanpix)

På søndag den 7. maj er der præsidentvalg i Frankrig.

Vælgerne kan enten stemme på Emmanuel Macron fra partiet En Marche eller Marine Le Pen fra partiet Front National.

De to kandidater er meget forskellige, og i aftes debatterede de i en hård tone mod hinanden i tv. Men der er også punkter, hvor de to kandidaters politik ligner hinanden.

Få et overblik her:

Både Macron og Le Pen vil forbedre Frankrigs erhvervsuddannelser.

Omkring 25 procent af Frankrigs unge er arbejdsløse. Begge kandidater mener, at en erhvervsuddannelse kan være en af løsningerne på arbejdsløsheden.

Macron vil bruge 15 milliarder euro på erhvervsuddannelserne. Det svarer til 111 milliarder kroner. Le Pen mener dog, at erhvervsuddannelserne skal være billigere.

Både Macron og Le Pen vil reducere virksomhedernes omkostninger.

Macron foreslår at sænke virksomhedernes skat fra 33 til 25 procent.

Le Pen foreslår, at små og mellemstore virksomheder kan nøjes med at betale 24 procent i skat.

Begge kandidater vil give flere penge til det franske forsvar.

Macron vil bruge to procent af Frankrigs bnp på forsvaret. I dag bruger landet 1,7 procent af bnp.

Le Pen vil også hæve udgifterne til forsvaret og bruge tre procent af bnp til forsvaret.

I Frankrig er der ikke værnepligt som i Danmark. Begge kandidater vil genindføre værnepligten.

Macron foreslår én måneds værnepligt for både mænd og kvinde over 18 år. Le Pen foreslår tre måneders værnepligt.

Begge kandidater vil forbyde udvindingen af skifergas.

Le Pen vil vente med at udvinde skifergas, til det bliver muligt at gøre det under ”miljømæssigt acceptable vilkår”.

Macron vil rette sig efter den internationale miljøaftale fra Paris i 2015. aftalen gælder for 195 lande og beskriver, hvad landene skal gøre for at stoppe den globale opvarmning.

Begge kandidater mener, at offentligt ansatte skal have mere i løn.

Ingen af dem har dog præcist sagt, hvor meget højere lønnen skal være.

Begge kandidater mener, der skal være færre medlemmer af Frankrigs parlament. Lige nu er der 925 medlemmer, som er fordelt på to kamre.

Le Pen mener, der kun skal være halvt så mange.

Macron vil fjerne en tredjedel af medlemmerne.

Kilder: Le Monde, Le Figaro, En Marche!s og Front Nationals politiske programmer.