Rohingyaerne er et muslimsk folk. Der er cirka 1,3 millioner rohingyaer i Myanmar, hvor de er et mindretal.
Siden den 25. august har Myanmars militær med vold tvunget omkring 400.000 rohingyaer til at flygte til Bangladesh. FN fordømmer volden og kalder militærets handlinger for etnisk udrensning.
Tirsdag holdt Myanmars leder, Aung San Suu Kyi, en tale. Det er første gang, hun holder tale, efter militæret begyndte at tvinge rohingyaerne til at flygte.
Regeringen fordømmer vold
- Vi fordømmer alle brud på menneskerettigheder og vold, siger Aung San Suu Kyi i den tv-transmitterede tale fra Myanmars hovedstad, Naypyidaw.
Hun siger, at regeringen vil genoprette fred, stabilitet og retssikkerhed i hele landet.
- Vi er bekymret over at høre om antallet af muslimer, der flygter til Bangladesh, siger Aung San Suu Kyi i talen ifølge flere internationale nyhedsbureauer.
Amnesty: Myanmar nægter at samarbejde med FN
James Gomez er Amnestys regionale direktør i området. Han mener, at Myanmars leder både fortalte løgne og bebrejdede ofrene i talen.
- Aung San Suu Kyi har i dag vist, at hun og hendes regering fortsat stikker hovedet i busken, når det kommer til rædslerne, der lige nu finder sted i Rakhine.
James Gomez siger, at Myanmar har afvist at samarbejde med FN om at undersøge situationen i Rakhine nærmere.
Ovenfor kan du se en video med et uddrag fra Aung San Suu Kyis tale.
Nedenfor kan du se en video, der giver et overblik over rohingyaernes situation i Myanmar.
Myanmars rohingya-muslimer
- •
Der er omkring 1,3 millioner rohingya-muslimer i Myanmar.
- •
Rohingyaer lever først og fremmest i delstaten Rakhine, som grænser op til Bangladesh.
- •
Myanmar ser rohingya-muslimerne i landet som illegale indvandrere fra Bangladesh, selv om de har levet i landet i mange generationer.
- •
FN siger, at rohingyaerne er udsat for massiv undertrykkelse i Myanmar.
- •
Flere end 400.000 rohingya-muslimer er flygtet fra Myanmar siden den 25. august.
- •
Militæret selv siger, at man udfører en sikkerhedsoperation, efter at militante rohingyaer angreb en politistation den 25. august. Ved angrebet døde 12 personer fra Myanmars sikkerhedsstyrker.
- •
Flere menneskerettigheds-organisationer anklager militæret i Myanmar for at skyde på civile på flugt og for at afbrænde rohingyaernes landsbyer.
- •
Onsdag holdt FN's sikkerhedsråd hastemøde om situationen i Myanmar. Her krævede FN, at Myanmar med det samme stopper volden. Kilder: AFP, BBC /ritzau/