Moon Jae-in bliver Sydkoreas nye præsident

I dag gik Sydkorea til præsidentvalg. Valgsteds-målinger viser, at Moon Jae-in fra Det Demokratiske Parti vinder en stor sejr og skal være Sydkoreas nye præsident.

Billedet viser Sydkoreas nye præsident Moon Jae-In. Valgsteds-målinger viser, at han får omkring 41,4 procent af stemmerne. Arkivfoto. (Foto: © Jung Yeon-je, Scanpix)

I dag stemte vælgerne i Sydkorea om, hvem der skal være landets nye præsident.

Valgsteds-målinger viser, at Moon Jae-in har fået flest stemmer.

Dermed bliver Moon Jae-in fra Det Demokratiske Parti Sydkoreas nye præsident.

Moon får en stor sejr

Valgsteds-målinger viser, at Moon Jae-in får omkring 41,4 procent af stemmerne.

Hans nærmeste rival, Hong Joon-pyo, får omkring 23,3 procent af stemmerne.

I alt stillede 13 kandidater op til valget i Sydkorea.

Sidste præsident gik af efter anklager om magtmisbrug

Moon har lovet at skabe en ”folkecentreret økonomi”, som skal skabe 810.000 nye arbejdspladser.

Han erstatter Park Geun-hye, som forlod stillingen som præsident i marts, fordi hun blev anklaget for at misbruge sin magt.

Park Geun-hye var Sydkoreas første kvindelige præsident.

/ritzau/AFP