Mange tyrkere flygter til Europa

Siden sommer har lande som Holland, Belgien, Tyskland og Sverige fået mange flere flygtninge fra Tyrkiet.

En studerende bliver taget med af politiet, fordi han protesterer imod, at mange lærere er blevet fængslet efter kup-forsøget. (Foto: © ILYAS AKENGIN, Scanpix)

Den 15. juli forsøgte tyrkere at vælte deres præsident og regeringen.

Men kup-forsøget slog fejl, og siden har myndighederne fængslet og fyret tusinder af tyrkere, som er mistænkt for at støtte planerne om et kup.

Frygten for myndighederne får nu mange flere tyrkere til et flygte til Europa.

Antallet af flygtninge steg meget i august

Holland fik i august måned flere tyrkiske flygtninge end hele sidste år tilsammen.

Sverige har i august og september fået over 160 flygtninge fra Tyrkiet, og det er næsten lige så mange som i årets første syv måneder tilsammen.

Belgien og Tyskland får også langt flere flygtninge fra Tyrkiet, viser tal fra deres myndigheder.

Det er farligt at være kritisk overfor regeringen

Pola Rojan Bagger arbejder med Mellemøsten for organisationen Mellemfolkeligt Samvirke og kender meget til Tyrkiet:

- Det er blevet meget farligt at udgive aviser og sågar at skrive på sociale medier, hvis man er kritisk overfor regeringen, siger Pola Rojan Bagger.

Dommere, betjente og soldater er blevet fyret eller fængslet, fordi myndighederne tror, de støtter mændene bag kupforsøget. Det samme gælder lærere, skoleledere og embedsmænd i ministerier.

Kurdere flygter også

Antallet af flygtninge stiger også, fordi kampene i den kurdiske del af Tyrkiet er blevet værre.

Kurderne kæmper for at få deres eget land, men det vil Tyrkiet ikke acceptere.

- Den kurdiske konflikt har aldrig været mere blodig, end den er blevet det seneste år, siger Pola Rojan Bagger fra Mellemfolkeligt Samvirke.