I maj vandt centrumpolitikeren Emmanuel Macron præsidentvalget i Frankrig.
Efter præsidentvalget er der parlamentsvalg. Her vælger franskmændene de 577 medlemmer af Nationalforsamlingen.
Søndag blev anden runde af parlamentsvalget holdt. Her fik Macrons parti, La République en Marche, et stort flertal.
Macron fik klart flertal
La République en Marche, fik 308 pladser i Nationalforsamlingen. Partiet MoDem, som er i alliance med Macrons parti, har fået 42 pladser.
De to partier har altså tilsammen fået 350 af de 577 pladser i Nationalforsamlingen, ifølge indenrigsministeriets hjemmeside.
Man skal have 289 pladser for at have flertal i Nationalforsamlingen, så Macrons alliance har klart flertal.
42,6 procent af vælgerne stemte
42,6 af de stemmeberettigede franskmænd stemte til anden runde af parlamentsvalget. Det er den laveste valgdeltagelse i flere årtier.
Det højreorienterede parti Front National får otte pladser i parlamentet.
Front Nationals leder, Marine Le Pen, får en af pladserne og er valgt ind i parlamentet for første gang. Hun har indtil nu haft plads i Europa-Parlamentet.
Det franske valgsystem
- •
Præsidenten vælges for fem år. I samme år er der også valg til Nationalforsamlingen.
- •
Det franske parlament har to kamre - Nationalforsamlingen og Senatet. I juni vælges de 577 medlemmer af Nationalforsamlingen for fem år ligesom præsidenten.
- •
Valget til Nationalforsamlingen foregår i to runder, som finder sted den 11. og 18. juni.
- •
Hvis ingen kandidat får absolut flertal i første runde, går de kandidater, som får mere end 12,5 procent i første runde, videre til anden runde.
- •
Parlamentets andet kammer, Senatet, har 348 medlemmer. De er valgt for seks år, og halvdelen er på valg hvert tredje år. Der er valg til Senatet den 24. september 2017.
/ritzau/