Søndag var der valg til det svenske parlament, Rigsdagen.
Sverigedemokraterne var det parti, der gik mest frem ved valget. Partiet fik 17,6 procent af stemmerne. Det er en fremgang på 4,7 procent.
Sverigedemokraterne er ikke med i de to blokke i Rigsdagen. Den ene blok, Alliancen, fik 40,3 procent af stemmerne, og den anden, de rød-grønne, fik 40,6 procent.
Korrespondent: Det er et rodet resultat
Ole Ryborg er DR Nyheders EU-korrespondent. Han siger, at resultatet er rodet, fordi de to blokke i Rigsdagen er stort set lige store.
Sveriges nuværende statsminister er Stefan Löfven fra Socialdemokraterne. Han leder de rød-grønne, som fik et mandat mere end den borgerlige Alliance.
Men ifølge Ole Ryborg har den borgerlige blok sagt, at hvis Stefan Löfven ikke selv går af, stemmer de ham ud, og Sverigedemokraterne vil også have en anden statsminister.
Ny statsminister vælges tidligst den 28. september
Den nye Rigdag skal tidligst den 28. september stemme om, hvem der skal være Sveriges statsminister efter valget.
- Der er ikke nogen tvivl om, at det politiske landsskab i Sverige er meget blåt efter det her valg, men det bliver svært at få dannet en regering og ikke mindst vedtaget en finanslov, siger Ole Ryborg.
En regering skal have flertal for sin finanslov. og det betyder, at både de rød-grønne og Alliancen har brug for, at Sverigedemokraterne stemmer for finansloven.
Nedenfor kan du se, hvor mange stemmer partierne har fået, og hvor mange mandater de politiske blokke har fået.
Valgresultat fordelt på partier
- •
Socialdemokraterne: 28,4 procent (-2,8 procent)
- •
Moderaterne: 19,8 procent (-3,5 procent)
- •
Sverigedemokraterne: 17,6 procent (+4,7 procent)
- •
Centerpartiet: 8,6 procent (+2,5 procent)
- •
Venstrepartiet: 7,9 procent (+2,2 procent)
- •
Kristendemokraterne: 6,4 procent (+1,8 procent)
- •
De Liberale: 5,5 procent (+0,1 procent)
- •
Miljøpartiet: 4,3 procent (-2,5 procent)
- •
Øvrige: 1,4 procent
Valgresultat for de politiske blokke
- •
De rød-grønne: 40,6 procent (144 mandater)
- •
Alliancen: 40,3 procent (143 mandater)
- •
Sverigedemokraterne: 17,6 procent (62 mandater)