Juli 2016 blev den varmeste måned, der er registreret på Jorden, siden man begyndte at måle temperaturerne i 1880.
Det oplyser den amerikanske rumfarts-organisation, Nasa.
Juli var 0,11 grader varmere end juli sidste år, der indtil nu har været den varmeste nogensinde.
Hele året har været varmere
I år har hver eneste måned slået tidligere måneders varme-rekorder. Februar og marts lå endda 1,5 grader over det førindustrielle niveau.
På klimatopmødet i Paris sidste år aftalte politikere fra hele verden ellers, at temperaturen ikke måtte stige så meget.
Forklaringen på Jordens hedebølge er ifølge forskere en blanding af menneskeskabt global opvarmning og det naturlige vejrfænomen El Niño.
/ritzau/