Jamal Khashoggi er en 59-årig saudi-arabisk journalist, der er kritisk overfor kongefamilien i Saudi-Arabien.
Han bor i USA, hvor han skriver for avisen Washington Post. Men han har været forsvundet, siden han i sidste uge var på Saudi-Arabiens konsulat i Istanbul.
Jamal Khashoggi var på konsulatet for at få nogle dokumenter, så han kunne blive gift med sin tyrkiske forlovede.
Saudi-Arabien og Tyrkiet er uenige om sagen
Ifølge Saudi-Arabien forlod Jamal Khashoggi selv konsulatet. Men anonyme kilder i det tyrkiske politi siger, at Jamal Khashoggi blev slået ihjel på konsulatet.
Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, forlanger, at Saudi-Arabien kommer med beviser for, at Jamal Khashoggi forlod konsulatet. Det skriver BBC.
Saudi-Arabien kronprins, Mohammed bin Salman, har sagt, at de tyrkiske myndigheder er velkomne til at gennemsøge konsulatet, skriver Bloomberg.
Sagen kan udvikle sig til en diplomatisk krise
Michael S. Lund er DR's mellemøstkorrespondent. Han siger, at sagen er ved at udvikle sig til en diplomatisk krise mellem Tyrkiet og Saudi-Arabien.
- Forholdet er i forvejen dårligt, fordi Tyrkiet og Saudi-Arabien er uenige om en række ting her i regionen, siger han.
Tyrkiet og Saudi-Arabien støtter forskellige grupper, som står på hver sin side i forskellige konflikter i Mellemøsten.