Torsdag reddede den italienske kystvagt omkring 1350 migranter på Middelhavet.
Et skib fra kystvagten, flere private skibe og to både fra en nødhjælpsorganisation deltog i redningsaktionerne.
Migranterne var ombord på mindre både og et enkelt større skib, da de blev fundet. Kystvagten fandt også ét lig.
EU vil stoppe menneskesmuglere
I februar mødtes EU’s ledere for at finde ud af, hvordan de får færre migranter til at rejse over Middelhavet.
Lederne besluttede blandt andet at hjælpe kystvagten i Libyen og stoppe de menneskesmuglere, der står bag mange af sejlturene over Middelhavet.
I alt 181.000 personer ankom til Europa over Middelhavet sidste år. Det siger den Internationale Organisation for Migration (IOM).
- •
I år er 25.100 migranter ankommet til Italien via Middelhavet, viser en opgørelse.
- •
Det er 30 procent flere end samme periode sidste år, skriver nyhedsbureauet AFP.
- •
Opgørelsen viser også, at 663 personer er omkommet på turen over Middelhavet mellem Libyen og Italien i 2017.
- •
I 2016 døde mere end 5000 personer på turen.
/ritzau/