I november er der præsidentvalg i USA, men først skal de to største partier, Demokraterne og Republikanerne, finde deres kandidater til valget.
Det sker ved en række valg i de amerikanske stater, senest i staten South Carolina. Demokraternes to kandidater er Hillary Clinton og Bernie Sanders.
Og i South Carolina stemte de fleste af Demokraternes vælgere på Hillary Clinton som præsidentkandidat, skriver flere amerikanske medier.
På tirsdag stemmer 11 stater
Det er anden weekend i træk, at Hillary Clinton bliver kåret som vinder. Ifølge Reuters har Bernie Sanders allerede ønsket sin modstander tillykke med sejren i South Carolina.
Flere havde forventet, at Hillary Clinton ville vinde i South Carolina, fordi staten har mange sorte vælgere. Mange af dem holder med Hillary Clinton, fordi hun siger, at hun vil bekæmpe racisme i USA.
På tirsdag er det den såkaldte ’Super Tuesday’ i USA. Her skal 11 stater på samme tid stemme om, hvem de gerne vil have som præsidentkandidat.
Hos Republikanerne fører forretningsmanden Donald Trump.
/ritzau/