Byen Khan Sheikhoun i Syrien er blevet angrebet med giftgas.
Det siger aktivistgruppen Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (Sohr).
Mindst 58 personer er blevet dræbt, og endnu flere personer er såret. 11 af de dræbte er børn.
Folk kunne ikke trække vejret
Aktivistgruppen Sohr siger, at ofrene besvimede, kastede op og havde fråde om munden. Derfor tyder det på et angreb med gas.
Det er muligvis Rusland og den syriske regering, som har angrebet byen. Det skriver medierne BBC, Ritzau og AFP.
I området for angrebet er der flere forskellige grupper af oprørere, som kæmper imod den syriske regering.
Syrien har angrebet med gas før
Undersøgelser fra FN viser, at den syriske regering har brugt kemiske våben såsom gas mindst tre gange mellem 2014 og 2015.
Syriens regering har ellers selv nægtet, at den har brugt kemiske våben under krigen.
I dette tilfælde har Syriens regering endnu ikke kommenteret på angrebet på byen Khan Sheikhoun.
FN's undersøgelser viser også, at Islamisk Stat har brugt kemiske våben under krigen i Syrien.