FN udpeger ansvarlige for folkedrab i Myanmar

Over 6500 rohingyaer er blevet dræbt i Myanmar. Ifølge FN er generaler og regeringsleder ansvarlige for folkedrab.

Rohingyaerne er et muslimsk folk, som er et mindretal i Myanmar.

Det seneste år er 6500 rohingyaer blevet dræbt i Myanmar, og cirka 700.000 er flygtet til nabolandet Bangladesh.

Nu konkluderer FN's menneskerettighedsråd i en rapport, at syv generaler bør retsforfølges for krigsforbrydelser og folkedrab begået mod rohingyaerne.

Regeringsleder har fået Nobels Fredspris

FN's rapport konkluderer også, at regeringen i Myanmar ikke har beskyttet rohingyaerne mod krigsforbrydelser, som hæren har begået.

Regeringen er ledet af Aung San Suu Kyi, som i 1991 modtog Nobels Fredspris for sin ikke-voldelige kamp for demokrati og menneskerettigheder i Myanmar.

Aung San Suu Kyi var i opposition til landets militærstyre, som holdt hende i husarrest i 15 år. Derfor modtog hun først fredsprisen i 2012.

Lektor er overrasket over anklage mod regeringsleder

Mikael Gravers er lektor emeritus i antropologi ved Aarhus Universitet og har forsket i Myanmars historie og samfundsforhold.

Ifølge ham er det ikke overraskende, at FN anklager generalerne, men det er opsigtsvækkende, at rapporten anklager Aung San Suu Kyi.

- Rapporten anklager hende for ikke at bruge sin politiske og moralske autoritet til at gribe ind og til at beskytte civilbefolkningen, siger han.

Ovenfor kan du se en video fra en flygtninglejr for rohingyaer i Bangladesh.

Nedenfor kan du se et kort, der viser delstaten Rhakine, hvor der boede flest rohingyaer.