Iraks militær kæmper sammen med kurdiske styrker og den internationale koalition, der bekæmper terrorgruppen Islamisk Stat (IS), for at erobre Iraks næststørste by Mosul tilbage.
Byen blev erobret af IS for over to år siden. Ved at erobre Mosul tilbage håber styrkerne at få IS helt ud af Irak.
Nu har IS ifølge FN's menneskerettighedskontor bortført titusinder af mennesker fra området omkring Mosul for at bruge dem som menneskelige skjolde. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
IS-krigere har dræbt mange mennesker
FN siger også, at IS-krigere dræbte mindst 232 mennesker i Mosul onsdag. Blandt andet 190 tidligere irakiske soldater og 40 civile, som nægtede at adlyde IS’s ordrer.
Oplysningerne kommer fra FN’s talskvinde for menneskerettigheder, Ravina Shamdasani.
- Mange af dem, som nægtede at adlyde ordrer, blev skudt og dræbt på stedet, siger hun. Hun siger også, at de rapporter, FN har fået, stadig mangler detaljer.
Indbyggerne skal blive indenfor
Der menes stadig at være omkring en million civile indbyggere tilbage i Mosul.
Den internationale koalition har bedt indbyggerne blive inden døre og holde lav profil, imens Iraks militær, de kurdiske styrker og alliancen forsøger at erobre Mosul tilbage fra IS.
/ritzau/Reuters