Eksplosion ramte svensk politistation

En politistation blev ramt af en eksplosion onsdag aften i Malmø. Det er tredje gang inden for få måneder, at svensk politi angribes.

Ingen personer blev skadet ved eksplosionen onsdag aften, men flere biler blev ramt foran politistationen. (Foto: © JOHAN NILSSON, Scanpix)

Onsdag aften ramte en eksplosion en politistation i Malmø i Sverige.

Eksplosionen skete, da en genstand blev placeret eller kastet ind på en parkeringsplads foran politistationen.

Ingen personer kom til skade, men flere biler blev ødelagt.

To mænd er anholdt

Tidligt torsdag morgen blev to mænd anholdt af politiet. De to mænd er blevet sigtet for hærværk.

Politiet kender de to mænd, som har forbindelse til kriminaliteten i Malmø.

Carina Persson er politichef i region Syd i Sverige. Hun er rasende over angrebet og mener, at angrebet på politiet skyldes, at politiet arbejder meget aktivt imod de kriminelle i Malmø.

Svensk politi har oplevet flere angreb

Eksplosionen onsdag aften er den tredje eksplosion inden for få måneder, som rammer svensk politi.

I december blev en politibil ramt af en eksplosion i Malmø, og i november eksploderede en håndgranat tæt på en politistation i Uppsala.

Ingen mennesker kom til skade ved eksplosionerne.