USA's præsident, Donald Trump, har fyret FBI's øverste chef, James Comey.
Trump fyrer ham, efter at justitsminister Jeff Sessions har skrevet et brev til Trump, hvori han anbefaler præsidenten at fyre James Comey.
- Det er afgørende, at vi nu finder et nyt lederskab for FBI, der genskaber den offentlige tillid og tiltro til dets vigtige håndhævelse af loven, skriver Donald Trump i et brev til James Comey.
Comey bliver fyret efter e-mailsag
Comey bliver fyret, efter at justitsminister Jeff Sessions har kritiseret hans rolle i den såkaldte e-mailsag mod Hillary Clinton.
11 dage før valget sendte James Comey nemlig et brev til Kongressen om, at FBI havde fundet nye oplysninger i Clintons e-mailsag.
Flere mener, at FBI og Comey medvirkede til, at Clinton tabte præsidentvalget, og Hillary Clinton sagde det selv i medierne for blot en uge siden.
Comey har vidnet i sag om Trumps valgkampagne
Fyringen kommer også få dage efter, at den nu tidligere FBI-chef har vidnet i en efterforskning af Trumps valgkampagne.
Det efterforskes, om russerne skulle have haft indflydelse på den amerikanske valgkamp.
Det vides endnu ikke, hvem Trump vil udpege som ny chef for FBI.