Det nordlige Syrien er ramt af mange markbrande

Terrorbevægelsen Islamisk Stat menes at stå bag mange markbrande i det nordlige Syrien, men andre grupper mistænkes også.

Der har været krig i Syrien i otte år. Selvom kampene stadig fortsætter flere steder i landet, er de fleste kampe slut i det nordlige Syrien.

Til gengæld er området ramt af mange markbrande. Den seneste måned er næsten 500 kvadratkilometer marker brændt i de områder, som den kurdiske gruppe YPG kontrollerer.

Terrorbevægelsen Islamisk Stat har taget skylden for en del af markbrandene.

Borgmester: Brandene er påsatte

Abdulrahman Ahmad al-Hadi er borgmester i det område, som hedder Tell Hamis, hvor der har været mange markbrande. Han siger, at langt de fleste brande er startet af personer.

- Brandene er påsatte. Selvfølgelig skyldes nogle af dem også uheld, men i øjeblikket har vi otte brande om dagen alene i vores område. Det har vi aldrig oplevet før, siger han.

Det er dog ikke alle i området, som tror på, at brandene er startet af Islamisk Stat.

Cirka en femtedel af høsten er brændt

Michael S. Lund er DR’s Mellemøstkorrespondent. Han har talt med flere borgere i området, som mener, at enten det syriske styre eller arabiske militser står bag brandene.

Det så ellers ud til, at det nordlige Syrien kunne få den bedste høst i mange år. Det fortæller flere landmænd til Michael S. Lund.

Landmændene havde set frem til den gode høst efter mange år med krig. Nu er cirka en femtedel af høsten i området Tell Hamis brændt.

Overfor kan du se en video, hvor DR’s Mellemøstkorrespondent, Michael S. Lund, besøger en markbrand i det nordlige Syrien.

Nedenfor kan du se billeder fra markbrandene i det nordlige Syrien.

  • Borgmester Abdulrahman Ahmad al-Hadi har otte brande om dagen i sit område. Han er sikker på, at mange af dem er påsatte. (Foto: © Michael S. Lund)
  • 45-årige Abu Talal kigger på sin brændte mark. (Foto: © Michael S. Lund)
  • 45-årige Abu Talal står ved sin brændte mark.
  • Brandene har hærget store områder i Syrien den seneste måned. Islamisk Stat har taget skylden for nogle brande, men andre grupper mistænkes også for at stå bag. (Foto: © Michael S. Lund)
  • Man kan se røgen fra brændene langt væk. (Foto: © Michael S. Lund)
  • Næste 500 kvadratkilometer i området Tell Hamis er brændt af. (Foto: © Michael S. Lund)
  • Lokale mænd forsøger at slukke branden på en mark med våde sække. (Foto: © Michael S. Lund)
  • Lokale borgere forsøger at slukke markbranden.
  • En enkelt brandbil hjælper til. (Foto: © Michael S. Lund)
  • En mand går over en brændt mark i det nordlige Syrien. (Foto: © Michael S. Lund)
1 / 10

Markbrande i Syrien

  • Den seneste måned er titusinder af hektar af marker brændt i det nordlige Syrien.

  • Brandene begyndte kort før høsten og har ramt store og spredte områder.

  • Islamisk Stat har taget skylden og opfordrer deres støtter til at brænde flere afgrøder.

  • Andre grupper mistænkes også for at stå bag.

  • En del brande skyldes desuden uheld.

  • 10 til 20 procent af årets høst menes at være brændt.